TILLYKKE KÆRE KB – MIT KÆRLIGHEDSFORHOLD TIL EN 150-ÅRIG

Som FCK-fan kan du næppe være gået glip af, at klubben i disse dage hylder én af moderklubberne. Den ældste og største af dem. Kjøbenhavns Boldklub (KB) er stiftet i 1876 og fylder den 26. april 150 år. Jeg har været fan af klubben næsten lige så længe, sådan føles det, men mere om det. 50 plus er en del år trods alt.

Frederik “KB” Hansens husalter. Foto: Privat.

Fødselsdagsklumme af Frederik “KB” Hansen.

KB er kontinentets ældste fodboldklub og er nu igennem 34 sæsoner en del af F.C. København. Kun på de britiske øer finder du en håndfuld klubber, der er ældre end Kjøbenhavns Boldklub. Så klubben er også helt særlig, også set i et globalt lys. Efter min mening bør KB hyldes og fejres ikke blot i vores by, men også i resten af landet. Netop nu i disse dage hvor solen sikrer, at græsset vokser og begynder at dufte på den der helt fantastiske måde, må glæden over, at vi i Danmark har en idrætskulturinstitution, som klubben fra Peter Bangs Vej 147, fylde alle. 

KB har lige siden sin start været en gigant i dansk fodbold. KB var, indtil F.C. København i sidste sæson slog deres rekord, Danmarks mest vindende fodboldklub med 15 mesterskaber og 1 pokaltitel. Hertil kommer 12 sølv og 6 bronzemedaljer.  Klubben vandt mesterskabet første gang, der blev spillet om det i tilbage i 1913. KB var også den første klub til at vinde guld tre sæsoner i træk 1948-1950, og som dermed er medlem af en lille eksklusiv klub i dansk fodbold, hvor kun Esbjerg, AGF, de gule og FCK har præsteret noget lignende. Overflødigt vil det næsten være at nævne, at KB naturligvis også er den klub med flest landsholdsspillere. 

Inden KB introducerede fodboldspillet fra England på Eremitagesletten i Dyrehaven, nord for København, i efteråret 1879 for et meget nysgerrigt publikum, havde man siden stiftelsen 3 år tidligere spillet langbold. Langbold blev spillet på Rosenborg Eksercerplads midt i København, når det var tilladt. Hurtigt blev langbold dog overhalet af cricket og det nye populære fodboldspil, som tiltrak flere. Tænk på, at FCK så at sige har haft sin spæde start i de omgivelser, næste gang du spadserer forbi Rosenborg ved Kongens Have.

Sjov er det, at der i klubbens allerførste vedtægter stod, at foreningens formål var at sørge for københavnerungdommen “ved Boldspil at  give sine Medlemmer en sund Legemsøvelse og en behagelig Adspredelse”. 

Kontingentet var 50 øre om måneden. Som KB skriver på deres hjemmeside var normen dengang, at en faglært dengang tjente ca. 28 øre i timen. Noget billigere end en flad, halvlunken fadøl i Parken nu om dage. Mit ærinde her er dog ikke at give et historisk rids af klubben. For på klubbens hjemmeside kan du læse meget mere om historien, som er fantastisk og et stykke danmarkshistorie, som alle FCK fans bør vide mere om. KB har desuden netop udgivet et digert værk om klubben i forbindelse med jubilæet, som kan købes både på Peter Bangs Vej og i FCK Fanshop. Jeg har naturligvis selv købt bogen, og vil anbefale dig at få anskaffet et eksemplar, hvor lige dele tekst og billeder kommer rundt om hele klubben, der jo alle dage også har haft cricket og tennis på programmet. To sportsgrene som KB i øvrigt også har høstet et utal af danmarksmesterskaber i. Endnu et bevis på klubbens aftryk og storhed i dansk idrætshistorie.

Stiftelsen af KB foregik i min navnebror Frederik Levisons lejlighed i Snaregade 10 i den del af Københavns centrum, som kaldes middelalderbyen. Han blev også den første formand for klubben, hvilket jeg, må jeg indrømme, siden jeg læste det første gang som dreng, stadig synes er lige så blæret som dengang. Tilmed har jeg for ganske få år siden opdaget, at en af min oldemors brødre, Harald, har spillet i klubben og været formand fra april til oktober 1887 og for DBU i perioden 1890-1894. Det ville være at stramme den at kalde KB og jeg for blodsbeslægtede, men mindre kan jo også gøre det. 

Her i dagene omkring jubilæet har mine tanker kredset ekstra meget om klubben. Uden at vide det, vil jeg tro, at mange erindringsbøger har et noget andet tema, end det jeg her vil skrive lidt om. Mit liv som lystfisker, influencer, cirkusartist eller mere alvorlige temaer såsom mit liv som børnesoldat, datter af en diktator eller hvad fantasien ellers rækker til. Jeg vil skrive lidt om min kærlighed til klubben, som jeg siden midten af 1970’erne har været kæmpe fan af. For en god ordens skyld skal jeg lige gøre klart, at jeg aldrig har spillet i klubben eller sågar været medlem af den, men alligevel har KB fyldt ekstremt meget i mit sind i alle de år. Noget andet er også, at jeg bør varsko læseren om, at sammenlægningen af KB og B.1903s bedste hold tilbage i 1992 for min del ikke blev accepteret liiige med det samme. Det vil jeg vende tilbage til. Og nej, det skal ikke være en beskrivelse af min rejse med klubben. En rejse for mig er noget med gyldig rejsehjemmel, og jeg må erkende, at alle lidelser og glæder ved at holde med KB har været ganske gratis og helt uden kontrol. Hvad angår det sidste, kunne det have været rart af og til. 

For lige at vende tilbage til mit, desværre, uægte slægtskab til KB må jeg afsløre en ting. Jeg har kompenseret og derfor fået opkaldt mine børn efter KB, så de begge har to mellemnavne med initialerne KB. Deres mor var i tidernes morgen ekstrem sød og velvillig til at imødekomme mit vanvid og min kærlighed til klubben. Mine søde børn har sidenhen også respekteret min passion, og de har begge fået skrevet KB på deres respektive dørskilte, hvor de bor. Det er kærlighed og tusind tak for det skønne Marius KB og Amalie KB.

Begge skribentens børn hedder KB til mellemnavn. Foto: Privat.

Det sidste mesterskab blev vundet på dramatisk vis foran et totalt udsolgt Næstved Stadion på en udligning to minutter før tid, tilbage i november 1980, i sæsonens sidste kamp, hvor Næstved ellers med en sejr kunne fravriste KB førstepladsen. Jeg var selvfølgelig til stede, men selvom det er hulens mange år siden, er mindet om den dag stadig lyslevende for mig. I niende klasse skrev jeg en dansk stil om netop den dag. Jeg var så heldig, at min dansklærer endelig havde givet os frie tøjler til at skrive fristil. En lektie jeg gik i krig med uden suk og overspringshandlinger. Det er med afstand den længste stil, jeg nogensinde har skrevet i folkeskolen. Turen med fanbussen tur/retur til Næstved Stadion, der var mere end proppet med 20.315 tilskuere indenfor,  plus alle de mennesker der så med fra villahaver, hustage, lygtepæle og den lokale høj tæt på begivenheden, den vanvittige spænding og til sidst ekstase, da KB fik overrakt guldmedaljerne. Det er min største oplevelse med fodbold nogensinde. En dag jeg aldrig glemmer. Fristilen blev åbenbart så god, at min lærer valgte at læse den op for hele klassen, fordi jeg med indlevelse, dramaturgi og følelserne helt ude i spidsen af blyanten, skrev min bedste stil i min skoletid. Tro pokker, at min lidenskab for sprang frem i teksten. KB var jo i mine tanker hele tiden, og jeg var simpelthen så lykkelig lang tid efter. Her mere end 45 år efter skal atter lyde et kæmpe tak til nu afdøde Hans Aabech, der med pandebrasken, bare 2 minutter før tid, udlignede og gjorde KB til Danmarksmester den dag. Det kladdehæfte gemmer jeg for altid.

Jeg har mange gange funderet over, hvorfor det er KB, jeg i sin tid kastede min kærlighed på. Jeg tror simpelthen bare, at jeg forelskede mig så meget i den blå/hvid stribede trøje. En trøje som EfB, OB og falstringerne fra B.1901 også spillede i. Men det var jo for langt væk fra Østerbro, hvor jeg voksede op. Jeg er også sikker på, at mit valg faldt endeligt på plads, da jeg i april 1976 fik overtalt min mor til at tage mig med i Idrætsparken for at se KB's 100 års jubilæumskamp mod tyske Borussia M’gladbach. Det er den første KB kamp, jeg husker at have set, men jeg mener nu nok at mindes fortilfælde. Jeg er 11 år gammel og har som skilsmissebarn kun min alenemor med. Vi står på den legendariske endetribune Hockeybanen og, ifølge min mors beretning, kigger jeg på et tidspunkt op på hende med et lettelsens suk og forsikrer min mor om, og nok i virkeligheden mest mig selv, at der såmænd også er andre, der har taget damer med i Idrætsparken. Dengang var der mestendels mænd på tribunerne, så jeg er sikker på, at jeg var en anelse flov over at gå til fodbold med et kvindemenneske. To år senere, i 1978, i en alder af næsten 13 år fik jeg heldigvis lov til at tage alene til KB kampe uden følge af en voksen. Der startede integrationen af holdet i min bevidsthed og min krop for alvor. Alligevel kunne det måske være gået anderledes og dog.

En dag i midten af halvfjerdserne slæbte min stedfar og en af hans venner mig med på Østerbro Stadion og så B.93 udradere OB med 5-0. Jeg undrer mig over, hvorfor jeg ikke valgte det lokale Østerbro hold efter sådan en kamp, for et barn i den alder er meget let påvirkeligt. Men nej, B.93 kunne ikke få mit hjerte til at slå. For mig havde klubben ikke den der så svært forklarlige og udefinerbare appel. End ikke angsten for at stikke ud i min skoleklasse eller på resten af skolen stoppede mig. For jeg ved, at alle andre på min skole enten spillede i og/eller holdt med B.93. Jeg kunne være sikker på drillerier og hån, så snart jeg viste mig ude foran skolen mandag morgen, hvis weekendens resultater havde budt på et sjældent nederlag til KB og endnu sjældnere, en sejr til B.93.

Klubbens sidste mesterskab i 1980 blev også starten på en lang nedtur og en elevator tilværelse mellem første division og anden division inden sammenlægningen i 1992. KB havde ellers i sin lange historie altid spillet i fineste selskab bortset fra en enkelt sæson i anden division i 1952 og først tredive år senere gentog ondet sig.  Det blev til hele tre nedrykninger i firserne. I min scrapbog/avisudklipsbog har jeg fundet en artikel kort inden sæsonstart i 1981. Her kan jeg læse, at KB kom ud med et stort underskud på 320.000 kr. for sæsonen 1980 trods et dansk mesterskab. KB havde i den sæson 14 kontraktspillere og den samlede udgift var 900.000 kr. Heraf nævnes de to mest løntunge spillere nemlig Michaels far Finn Laudrup og Hjalte Bos far Klaus Nørregaard. Udover udgifter til løn nævnes at blandt andet banelejen for at spille hjemmekampe i Københavns Idrætspark beløb sig til næsten 550.000 kr. Så banelejen tog en meget stor luns af klubbens samlede budget til førsteholdet. Det havde større konsekvenser for klubben, end man umiddelbart skulle tro. 

Det var altså helt andre tider i betalt fodbolds spæde start her til lands. Et kuriosum er også, at der ikke dengang gjordes så meget ud af. Det var utænkeligt med lukkede træninger før kampe. Dengang varmede KBs spillere op ude i Fælledparken inden hjemmekampene i Københavns Idrætspark, cirka der hvor Eventyrkiosken ligger den dag i dag med Gasoline Grill på den anden side af Per Henrik Lings Allé. Som dreng var det stort at se spillerne så tæt på. En spiller glemte en dag at få taget sine træningsbukser med ind på stadion efter opvarmningen, og jeg, der så en mulighed af de helt store, tog jo naturligvis bukserne ind under jakken og med bankende hjerte betalte de vel 10 kroner entreen kostede. Lykkeligvis gjorde kontrolløren ikke mine til at ville se, hvad det var for en stor klump jeg gemte under min jakke. Det må have været i 1979, og jeg kan huske, at jeg brugte mange timer på at spekulere på, hvilken KB spiller der mon havde varmet op i dem. Ud fra længden af træningsbukserne holder jeg stædigt fast i, at det må have været Ole Højgaard. En meget elegant højre back, der fik en håndfuld landskampe inden en voldsom skade ødelagde hans karriere. 

KBs spillestil var underholdende og teknisk betonet angrebsspil. Det kulminerede i den halvsæson inden sommerpausen i 1979. KB betog de fodboldinteresserede. Særligt var en spiller som Finn Laudrup, der kun befandt sig i midtercirklen, var en teknisk begavelse, som sjældent set. Han var med, da Ikast FS skulle til Idrætsparken første gang i klubbens historie som nyoprykker til første division. KB holdt legestue med de stakkels bønder og sendte dem hjem med et 8-1 nederlag. Som upartisk observatør til den kamp, og mange tusinder af andre kampe sidenhen, har jeg aldrig set et hold blive kørt over på den måde. KB burde havde scoret det dobbelte antal mål, men det forhindrede midtjydernes finske målmand, der dagen efter i aviserne fik bedømmelsen landsholdsklasse. 

KB-legenden Niels Christian Holmstrøm var en overgang træner for Kastrup Boldklub, mindes skribenten. Her er Holmstrøm dog i mere vante omgivelser, iklædt F.C. Københavns KB-jubilæumstrøje.
Foto: FCK/PR/Jonas Villadsen.

Udebaneture i den forstand vi kender idag, var ikke normen dengang. Jeg har mest været ude og se KB spille på Sjælland og et enkelt smut i Odense mod B.1909, men jeg nåede aldrig langt mod vest, læs Jylland.  For de yngre generationer skal, udover Næstved naturligvis, nævnes, at jeg skam nåede at se de blå/hvide stribede spille så eksotiske steder som Greve, Ølstykke, Birkerød og Glostrup. Det var særligt i de mange magre år efter guld-sæsonen, hvor den tidligere storklub måtte stille sig til tåls med den slags steder på små og uanselige stadions. Steder FCK sjældent eller aldrig kommer for at spille. Jeg glemmer aldrig turen til Taarnby Kommune en gang i startfirserne, hvor Kastrup Boldklub tog mod de fine fra Frederiksberg. Kampen endte 1-1 og en vis Niels Christian Holmstrøm var træner for Kastrup, der voldte KB store problemer på et propfyldt stadion. Et fedt stadion med en lille overdækket siddetribune og ellers terrasser hele vejen rundt til de fattige publikummer. Et besøg værd vil jeg stadig mene den dag i dag, selvom der ikke spilles divisionsbold. Eller turen til Køge hvor jeg ude foran stadion blev tilbudt at købe dagens nummererede kampprogram for en krone. Hvis man var så heldig en gang i løbet af anden halvleg at få sit nummer råbt op af stadionspeakeren, kunne man være det heldige skarn, som vandt et gavekort på 100 kroner til den lokale frisør Lissis frisørsalon på bytorvet eller måske den halve sum til Prebens pølsevogn på stationspladsen. Den kraftige herre, en frivillig fra Køge Boldklubs Venner, var den kække type der for den nette sum af en daler tilbød mig muligheden for at tredoble min chance for gevinst ved køb af tre kampprogrammer i stedet for det ene. Minder som jeg bærer med mig, fordi de handler om alt det, der gør det fedt at følge og elske en fodboldklub. KB var et hold, der fik folk til at valfarte til det lokale stadion i et større antal end normalt. Som FCK den dag i dag. Og i halvfjerdserne og firserne handlede kampen mod KB om at få de der københavnersnuder ned med nakken. Stik endelig ikke næsen for langt frem ved vi jo godt ikke er populært her til lands.

I de svære år inden sammenlægningen med dem fra Lyngbyvej klagede KB ofte deres nød pga. den meget højere baneleje af Idrætsparken. De øvrige klubber skulle betale markant mindre for at spille i Sundby, Valby og på Østerbro Stadion. Mere afgørende var det, at man i en vis omegnskommune blot betalte et symbolsk beløb for at spille på det lokale stadion. Det var temmelig konkurrenceforvridende, da KB var langt bagefter økonomisk og ikke kunne tiltrække profiler til klubben i samme omfang længere, efter at betalt fodbold blev indført i Danmark. Til sidst var flytningen fra Københavns Idrætspark uundgåelig, da tilskuerne blev færre med de dårligere præstationer og banelejen alle dage var den dyreste i kongeriget. Derfor måtte KB til sidst flytte deres hjemmekampe permanent til de langt mere ydmyge rammer på Frederiksberg Stadion.

Finn Laudrup skiftede til en gul fusion ude på den københavnske vestegn i 1982 og tog sønnerne Michael og Brian med sig. Øjensynligt pga. de penge den kommunalt finansierede klub havde langt flere af, vil jeg tro. Et salg af Michael dengang ville formodentlig have været en kæmpe saltvandsindsprøjtning til klubben. Endnu en form for nedslagspunkt i fortællingen om landets bedste klub gennem tiderne. Tilskuertallene derude på Frederiksberg Stadion var dårlige sammenlignet med dem KB traditionelt havde samlet i Idrætsparken. De mange tilhængere fulgte ikke i samme omfang med ud til det lille stadion på Sønderjyllands Allé, og blev færre og færre i takt med elevatortilværelsen. Økonomien var presset både på grund af lave tilskuerindtægter og en mangel på større sponsorater. Det betød, at de bedste spillere blev lokket til andre klubber. Alle vidste det dengang i 1991, at det var slut med æraen. Begyndelsen for enden for KB som selvstændig storklub i Danmark startede, da de andre klubber var mere visionære og handlekraftige. KB var vel at betragte som en amatørklub i en division med professionelle hold. Hele det efterår var for os som fans en lang lidelsesfuld proces med ventesorg og apati. Spillere og fans gav mere eller mindre op. Frustrationen var til at tage at føle på. Mange boykottede simpelthen holdet og gad ikke følge holdet i de ydmyge rammer. Der var naturligvis mange knubbede ord og mishagsytringer blandt fans på grund af klubbens manglende evne til at følge med tiden. KB havde sovet i timen. FCK blev mødt med massiv skepsis på tribunerne.

Den sidste kamp husker jeg helt præcist og ikke for noget som helst godt. Som i INTET.

Kjøbenhavn Boldklubs sidste elite seniorkamp blev på sørgelig vis spillet på Frederiksberg Stadion mod Odenseklubben B.1913. Datoen var den 17. november 1991. Jeg sidder her med kampprogrammet, hvor jeg vanen tro har skriblet tilskuertallet og KBs målscorere ned på forsiden efter endt forestilling. Sølle 216 mennesker troppede op for at tage afsked med klubben. Klubbens sidste mål bliver scoret af Nicolai Wael, som nogen måske husker. Mit liv blev oplevet som slut, da dommeren fløjtede kampen af, og jeg gik hjemad med nedadbøjet hoved fra kampen. Det var at sammenligne med den mest sørgelige og hårde begravelse, du nogensinde har oplevet. Mit fodboldliv sluttede mere eller mindre den dag. Jeg havde det elendigt i meget, meget lang tid efter. Der gik næsten et helt år med at rase ud og tude. Hvad fanden skulle jeg stille op med mig selv. Jeg tror, at jeg var i chok. Sikkert var det, at jeg afskyede F.C. København. 

Tiden læger som bekendt alle sår, sådan da. Den 11. november 1992, næsten et år efter mit sammenbrud ude på Frederiksberg Stadion, tog jeg for første gang i Parken med en flok studiekammerater, der for de flestes vedkommende holdt med de gule fra Pestegnen. Den dag i dag tror jeg, at de kom med, fordi de håbede på, at Boldklubben Frem kunne drille FCK. Det kom heldigvis ikke på tale. FCK kørte Valbydrengene over med 5-1. Hele 10.000 gav en fantastisk stemning og et gåsehudsfremkaldende brøl de fem gange de hvide scorede. Det var et stort fremmøde dengang. Et antal jeg kun havde oplevet KB spille for et fåtal af gange. Lige netop brølet og tanken om et hold i Parken, der kunne trække tilskuertal til i et antal, jeg havde drømt om i alle KB årene, fik det simpelthen til at ændre sig i mig. Pludselig så jeg lyset og gav hjerterum til FCK. Det var nærmest bibelsk. Eller mindre kan gøre det, da jeg jo er ateist. Lad mig i stedet kalde det en omvendelse i mit liv. Naturligvis var det nok allermest drevet af savnet efter at komme i nationalarenaen og se KB, der nu tilfældigvis blev kaldt FCK.

Jeg begyndte herefter at komme lejlighedsvis tilbage til Parken for at se det nymodens sammensurium af en klub. FCK voksede ganske enkelt på mig. Det hjalp også, at spillerne trænede og opholdt sig på KB, og B.1903 samtidig ikke fyldte så meget længere. Det var dog med stadig en stor skepsis, at jeg stod med min gruppe på nedre C. Jeg tror, at jeg bedst kan beskrive det, som jeg i de efterfølgende år kun holdt med FCK med hovedet ikke hjertet. Efter mesterskabet i 1993 indfandt sig som bekendt hurtigt svære tider for den nye klub, og halvfemserne husker vi alle. Ottendepladser og truende konkurs gav en voldsom uro. I den turbulente periode så jeg mit snit til at håbe på en genopstandelse af KB. Det kan jeg bedst vise dig ved her at gengive et læserbrev, jeg skrev til Tipsbladet dengang.  

Fire år efter overbygningen til KB og B1903, F.C. København, blev skabt gave Frederik sin mening til kende i Tipsbladet. Læs læserbrevet her under.
Foto: Privat.

“Min Mening”

Tipsbladet bringer mit indlæg i deres brevkasse i november 1996.

KB - Københavnernes topklub

Efter ca. 4 meget frustrerende år er vi vel en del der efterhånden igen vejret morgenluft. FCK, som KB-fan David Mørck her i Tipsbladet for et par uger siden kaldte et misfoster, ser endelig ud til at være så langt ude i tovene, at det, alle i tidernes morgen vidste ikke kunne skabes ad kunstig vej, må kunne pilles fra hinanden igen.

Ideen om at lægge KB og B1903 til FCK var perverteret. I naturen parrer en svane sig vel ikke med en rotte! Hverken geografisk, økonomisk eller hvad angår de mere følelsesmæssige aspekter såsom klubånd og tilhørsforhold, havde to to klubber noget at byde hinanden. Der er langt fra Frederiksberg til Gentofte - meget langt.

Hvad skulle KB dog i selskab med B1903. På sidste år levede B1903 af subsidier fra en mand, der ikke meget senere gik personligt konkurs. KB havde sammen med Silkeborg og Brøndby som de eneste klubber en positiv egenkapital. Nuvel, B1903 havde europæisk succes men med bl.a tyvstjålene spillere(Lønstrup, Johansen-brødrene) fra KB. KB spillede ikke uden problemer i landets næstbedste række, men havde et hav af talenter (talenter som netop i disse år slår sine folder alle mulige andre steder, eksempelvis St. Truiden og Heerenveen), der i samspænd med den netop gode oparbejdede økonomi kunne have sikret KB en position i dansk topfodbold på det niveau Vejle Boldklub har i dag. B.1903, hvis hold fortrinsvis bestod af spillere på snarlig aftægt, en ringe talentmasse og med en økonomisk bagmand, der hverken ville eller kunne mere, stod foran en usikker fremtid. 

FCK blev altså en kunstig sammenlægning af to klubber med vidt forskellig baggrund og med hver deres fremtid. Forskelligheder der under hele FCKs historie har ulmet, og som nu har ført til at misfosteret for alvor ryster i sin grundvold. FCK er historien om et arrangeret ægteskab, der ikke fungerede. 

Som fuldblods KB-fan siden 1978 beder jeg dem, der har magt til det om at opløse FCK fra superligastart efterår 1997, og lad de to klubber fremover forblive to selvstændige klubber med hver deres traditioner og kultur. Tillad B1903 og Lyngby at fusionere, hvilket ville være ganske naturligt, tillad dem at overtage Lyngbys plads i Superligaen(FCK rykker forhåbentlig ud) og kald gerne holdet fra Whiskey-bæltet for FC Skattely. Så kunne KB få lov til at starte forfra med udgangspunkt i den for KB-fans og KB spillere igennem 4 år ligegyldige Danmarksserie.

KB har potentialet til ad åre igen at blive københavnernes storklub og byde Brøndby IF op til dans. En dans der vel og mærke ikke bør være præget af had og slagsmål de to klubbers tilhængere imellem, men af gensidig respekt for hinanden.

Opløs FCK - det duer jo ikke. Lad os få KB på banen. KB guld år 2002!

P.S. Hvis nogle af de mange “hvilende” KB-fans ligesom jeg så småt kan fornemme muligheden for at få KB at se i Parken igen, og har lyst til at starte en forening med KBs revival eller noget lignende, er naturligvis meget velkomne til at skrive til mig. Tøv ikke med at skrive. Mit postbud, der har en meget stor postsæk, hører til blandt de stærkeste i landet.

Læserbrevet i Tipsbladet er fra 1996, altså 4 år efter FCK blev til. Jeg var trods alt 31 år, da jeg skrev det! Pinligt set i bakspejlet. Jeg er flov og skammer mig. Min daværende alder burde have været garant for langt mere konduite. Undskyld 03 fans, det var ikke pænt skrevet om jer og jeres klub. Jeg vil gerne lægge mig fladt ned og undskylde, men sagen er jo min alder på 61 år, hvilket jo betyder jeg ikke af egen kraft kan rejse mig op, og som i ved er mine voksne børn jo flyttet hjemmefra og kan ikke hjælpe mig op. Mine meget store følelser og frustrationer skulle have luft. Men som et lille tankeeksperiment så forestil dig, at vi skulle sammenlægges med Lyngby Boldklub her til sommer. Nyt navn, nyt logo, nye farver og spillertrøjer etc. Måske kan du nu bedre sætte dig ind i mine følelser. Jeg tror, der ville gjalde et ramaskrig ud over byens tage, hvis løverne skulle parres med vikingerne fra Kongens Lyngby. 

Min kærlighed til KB eksisterer jo stadig på allerbedste vis. Hjemme har jeg som langt de fleste andre mit tv placeret foran sofaen, men har her dog udvidet konceptet ved tilmed at dekorere ovenover mit stuealter. Her har jeg hængt en mesterskabsplatte lavet til KB's danmarksmestre 1980. Platten flankeres på begge sider af to indrammede billeder. Motivet på det ene var Hans Aabechs mål, der sikrede mesterskabet i Næstved. Det andet billede er af Michael Laudrups debut som seniorspiller på KB's førstehold i en alder af 17 år. Kampen blev spillet i Vanløse Idrætspark, og var en kamp mod belgiske Standard Liege i de europæiske tipstjenesters sommerturnering kaldet Toto-cuppen. Jeg har billedet af Laudrup hængende, fordi der er en detalje i billedet, jeg er rigtig glad for og en smule stolt over. På tribunen ses jeg nemlig med åben mund i forbavselse over Michael, der i sekvensen med sine smarte kropsfinter og lynhurtige to-fods-skifte dribling snød først den ene modspiller for så et par sekunder efter at gentage sin dribling og få den anden belgier snydt i løb langs baglinjen ind mod målfeltet. Det var vi 2.500 mennesker der oplevede den dag, og det var et forvarsel om, hvad han var for et unikt talent. 

Kampen mod Gladbach i 1976, som KB i øvrigt vandt 4-3 med Niels Christian Holmstrøm på holdet, gentages desværre ikke. En opvisningskamp, der markerer 150 års foreningsliv, bliver det desværre ikke til. Jeg var så heldig at få en sludder med direktør Jacob Lauesen til en af kvindeholdets kampe i Vanløse Idrætspark sidste forår, og forelagde ham ideen om en jubilæumskamp mere mod Gladbach her 50 år efter den sidste. Det ville ikke blive, gav han udtryk for og dermed røg min drøm om en gentagelse af mødet for halvtreds år siden. Kevin Diks som anfører for Gladbach i Parken. Hvor smukt kunne det ikke ellers være?

KB er altid blevet betragtet som lidt fisefornemme og selvfede, ja endda ligefrem hovne. Det som, igennem i FCK tiden, måske er blevet omdøbt til positiv arrogance. Holmstrøm – historien med hans udtalelse om en pløjemark i Viborg. I spillertruppen lige nu har vi jo Zanka, der udtrykker det. Du ved det. 

Min hjerne har det efterhånden med at spille mig et puds med hensyn til min hukommelse. Jeg har f.eks. ikke styr på, hvilke spillere der var på FCK holdet i 2016 og hvis du spørger om årstal på vores 16 mesterskaber bliver jeg tom i blikket. Med KB er det en ganske anden sag. Jeg husker langt hen ad vejen alt vedrørende KB. Hvem der spillede højre back på holdet i 1979, resultater fra den tid og på min indre film kan jeg genkalde mig mål og enkelte spilleres præstationer. Som den klub dog fyldte i mit hovede og stadig gør. Jeg kunne skrive stolpe op og ned om det. Her er lige et minde mere til dem, der ikke var kommet til dengang.

I gamle dage var fanartikler nemlig ikke noget, nogen gik op i. Souvenirs kunne være små badges, en hue eller et flag. Jeg husker, at jeg omkring 1982 køber et KB-halstørklæde i en lille kælderbutik i Classensgade på Østerbro. Et halstørklæde jeg den dag passer godt på og kun luftes et par gange om året i Parken, en kronjuvel jeg aldrig skiller mig af med. Butikken er nok den første butik, der forsøgte sig ud i den umulige kunst at sælge fanartikler på det tidspunkt. Den holdt kun et års tid. En egentlig fankultur eksisterede nærmest ikke. KB og OB var de første til at forsøge sig med en gruppe af stemningsskabende fans. KB var først og størst på den scene med små halvtreds gutter, der forsøgte sig med flag, trommer og sange. Der etableredes også en KB Fan Club sidenhen. En svær fødsel for husk på, at kutymen dengang var, at tilhængere af begge klubber stod skulder ved skulder på tribunen. Uro omkring kampene fandtes simpelthen ikke. Dem og os var ikke rigtig en del af tidsånden.  

Nå, jeg må hellere stoppe mig selv. Hvis du vil vide mere end du kan læse dig til, vil jeg tillade mig at videregive en fremragende idé fra nærværende medies fyrtårn Steen O.G., der i den nyeste udgave af podcasten Panelet opfordrede folk til at tage ud til KB og gå på opdagelse i de smukke historiske bygninger og eksempelvis se udstillinger af gamle spilletrøjer, fodboldstøvler, pokaler og alskens fantastiske effekter fra en svunden tid i glasmontrerne. 

Når du træder ind på anlægget mødes du af Kjøbenhavns Boldklubs værdier sammenfattet i mottoerne “tab og vind med samme sind”, og det jeg bedst kan lide, “gør drenge til mænd og mænd til drenge”, skrevet på væggene. Det første har jeg nu altid selv haft meget svært ved at efterleve, så måske er det på sin plads at lægge ideen om en form for blodslægtskab med klubben i graven. Dog er der en ting, som er sikkert. Jeg er KB- og FCK-fan til mit sidste åndedrag og sgu nok også fra kisten. Hep KB og Forza FCK

PS. Jeg har kun to gange i midtfirserne været på Brøndby Stadion for at se KB spille derude. KB vandt naturligvis begge kampe.