EMPTY NEST SYNDROME – FALKEUNGEN ER FLØJET FRA REDEN

En hyldest til Falk, der lørdag vender “hjem” for en kort bemærkning.

Af Frederik Hansen.

Rasmus vender på lørdag tilbage til Parken og os. I en stribet blå/hvid trøje med den traditionsrige Odenseanskes klubs logo på brystet. Det bliver følelsesmæssigt et stort øjeblik. Jeg har savnet ham, siden han – ud af det blå – forsvandt en sommerdag uden et egentligt tilløb til skilsmissen. Som når kvinder forlader deres partner, uden at manden har fornemmet, at deres forhold stod så sløjt til.

Ja, Rasmus Falk er blevet 33 år og har igennem de sidste par sæsoner døjet med et par langvarige skader, som naturligt har sat ham noget tilbage. Men min fornemmelse, her i den netop overståede forårssæson, var, at hans manglende spilletid ikke skyldtes mærkbar dalende kvalitet. For en spiller af hans kaliber skal der ske et meget stort fald i hans evner for ikke at være god nok til byens hold. Min hjerne forstår simpelthen ikke, hvorfor København og Falks veje skiltes lige pludseligt. Og da slet ikke mit hjerte. Jeg er stadig forundret og i en slags sorg. Men den sportslige ledelse i klubben har jo gennem årene ofte gjort ting, der har forårsaget voldsomme reaktioner hos mig. I Rasmus’ tilfælde næsten på niveau med, da mine børn flyttede hjemmefra.

Alle forældre har på et tidspunkt oplevet, at når deres allerkæreste børn flytter hjemmefra, bliver de efterladt med melankoli og en følelse af stor tomhed og savn. Det er et velkendt fænomen, og i USA bliver det kaldt the Empty Nest Syndrome. Slå det op – ellers vent bare til det bliver din tur. Jeg har selv oplevet det for år tilbage. En periode forbundet med savn over min nye situation med at være helt alene i lejligheden. Deres værelser var med ét tomme. De fløj fra reden og det for evigt. Mit hjerte var knust. Hulk. Indrømmet, det tog mere end et halvt år, inden jeg var over de sværeste følelser.

Nu tilbage til ham, det hele handler om på lørdag. En kæmpe spiller i vores klubs historie. Jeg som var sikker på, at Falken ville ende sin karriere i København, da rygterne om et afsluttende eventyr i USA ebbede ud. Jeg troede ikke, at Odense Boldklub havde økonomi og attraktionsværdi nok til at lokke ham tilbage til Fyn. Da han i sin tid skiftede fra netop OB til FCK, var der i Odense en oplevelse af, at Rasmus forrådte, ikke bare OB-fans, men hele øen. Hans 6 sæsoner for klubben blev, vel dengang på de kanter, betragtet som et livslangt og uopsigeligt kærlighedsforhold mellem klubben og ham. At han forlod øen, blev mødt af mishag og frustration derovre. Næsten med endnu mere styrke, end hvis en af vores spillere valgte at skifte til de gule.

En ung Falk viste dengang ekstraordinære evner, og interessen for ham var der fra de noget mere veldrevne topklubber i Superligaen, såsom fusionsforeningen på den københavnske vestegn og en rig hedensk klub omgivet af ingenting og lidt lyng. Rasmus valgte naturligvis os. Selvfølgelig gjorde han det. Han kom tilbage i 2016. Klubben forlængede efter fremragende optrædener hans kontrakt i 2020 frem til 2025. Fem år er længe i fodboldens verden, og klubben sendte dermed et signal om, at Rasmus var en af de vigtigste spillere i truppen dengang. Siden blev kontrakten forlænget til 2027. Falken nåede altså at spille for os i hele 9 sæsoner og spille 339 kampe for os.

Det er bare at lette på hatten for en spiller, der trods tilbud igennem karrieren fra større klubber i udlandet valgte at blive i København. Han er en af de allerstørste og allerbedste spillere, der har spillet i Danmark og for FCK. Måske den bedste. Mindet om hans fabelagtige præstation i Køln mod Manchester United i kvartfinalen i Europa League står for mig og sikkert også mange andre som det ypperste, han har leveret for os. For satan da – hvorfor røg han ikke til udlandet efter at have kørt rundt med højt betalte stjerner fra Premier League? Jeg fatter det ikke. Noget af det jeg husker Falk bedst for, var hans vendinger på en modstander, den fremragende tekniske kunnen, de mange meter han løb i holdets tjeneste og størst af alt hans overblik og evne til at se og læse spillet. Vi har haft mange fantastiske midtbanespillere igennem FC Københavns historie, men efter min smag har Falken været den bedste.

En fugl på taget vil vi vel alle gerne have, eller hvordan er det nu med det? Jeg er ikke enig med dem, der mener, at tiden i København var slut for Falken, som ikke længere har rede på Jens Jessens Vej nummer 10. Selv her kort efter, at holdet har kørt de lyseblå svenskere midt over med flot kreativt offensivt spil, tør jeg godt vove et hjertekammer på, at vi godt kunne have brugt Falkens kompetencer i denne sæson. Vi har oplevet flere hold, der står meget dybt og forsvarer sig på den måde. Allerede kort inde i sæsonen i kampene mod Dritta, Fredericia, Viborg og Malmø ude har jeg set, at hvis ikke vi spiller hurtigt eller intelligent, kan holdet have svært ved at skabe tilstrækkeligt med chancer. Et problem, vi ofte støder på. Det er i disse øjeblikke, hvor jeg savner Rasmus på midtbanen. der med sit eminente overblik, fantastiske teknik og ferme afleveringer kan rive en kompakt defensiv op.

Her for nogle få uger siden havde vi jo stadig Falk og Froholdt samt Lerager, Clem, Mattsson, Delaney, Hunor, Højer og et nyindkøbt purungt polsk midtbanetalent. Froholdt, som i 2025 har været midtbanen i FCK, er nu væk. Så hvem er det nu, som efter udlejningen af Hunor og en stadig venten på, at Højer igen kan kæmpe med om spilletid som holdets kreative dåseåbner? Er det Sarapata i en alder af 17, som vi skal sætte vores lid til? Nej, selvfølgelig ikke, men hvor er afløseren for Falk? Midtbanen er efter min smag i perioder af kampene blevet for statisk. Lige nu har vi tre meget anderledes spillertyper, som ofte er for omstændelige med en berøring eller to for meget, inden bolden sendes videre. Clem, Lerager og Delaney er eminente defensivt og med fremragende stamina og fysik. De er dog lette at sætte under pres, når de skal sætte offensive pasninger i spil.

“Jeg er bange for, at vi her i efterårssæsonen kommer til at mangle det kreative gen på midtbanen, som Falk var så fremragende til gennem ni år.”

Jeg er bange for, at vi her i efterårssæsonen kommer til at mangle det kreative gen på midtbanen, som Falk var så fremragende til gennem ni år. Falk med roen, teknikken og overblikket kunne langt nemmere hjælpe os til at spille os uden om modstanderens pres og servicere vores tre offensive spillere. En relationsspiller af Guds nåde. Han vidste om nogen, hvordan et FCK-hold skal spille og forholde sig til svære perioder i kampene. Min ængstelse, for hvordan det vil gå vores hold i denne sæson uden Rasmus, er så fremtrædende, at det sgu minder mig lidt om dengang, mit afkom lige pludselig mente, at de kunne undvære deres værelser hos mig. Jeg ved dog af erfaring, at jeg med tiden vil se på vores midtbanens kreative styrker anderledes, og at savnet af vores elegantier på midten med tiden vil mindskes.

Det er vigtigt at få med, at jeg husker, at Rasmus altid har fremstået som et meget reflekteret menneske, der med ordentlighed og ro har svaret spørgsmål fra diverse journalister i mixed zone og i adskillige interviews med Copenhagen Sundays. Når pressen spurgte ham, lod han ofte sine svar svæve lidt længe på en flegmatisk facon og opførte sig med en vis klasse. Det elskede jeg ham for. Men det fede er jo, at han samtidigt ikke skjulte sin vrede eller frustration, når resultatet eller præstationen ikke levede op til hans egne eller holdets forventninger. Falk kunne blive vred, meget vred. Tak for din vrede Rasmus. Skønt – for det viste os dit engagement og din passion for løverne. Endnu en kvalitet ved Fynboen, som lærte sig at begå på stenbroen i hektikken, som altid omgiver en klub af F.C. Københavns størrelse.

Nu er han desværre ikke længere iblandt os – i København altså. Meget trist, ja. Falk fik allerede en uge efter sin ankomst til Odense anførerbindet i klubben. En mand, der har været væk fra OB i ni år, vurderes med det samme, han er trådt over dørtærsklen i OB, til at have de rette egenskaber og evner til lederskabet. Det foran godt og vel nogle tyve andre spillere i deres trup. Det er fandme godt skuldret af ham. Kun en mand af en vis kaliber og klasse vises den tillid. For at gnide endnu mere salt i mit åbne sår, så jeg forleden en Reel, hvor Falken udtaler, at han nu bør tituleres som en two-club-player, da han med sin kontrakt med De Stribede frem til 2028 vil have spillet i lige så mange sæsoner for OB, som han tilbragte i Hovedstaden. Det ramte mig, og en følelse af forladthed og tanker om endnu et smerteligt brud pressede sig på. Rasmus, er din kærlighed til København lige så stor som til Odense? En by i hvert hjertekammer. Hvilken tanke! Falk, du var vores “kæle fugl” – ingen andres. Husk vores sang til dig, når du ikke kan falde i søvn om aftenen efter endnu et nederlag med OB.

Og ja, jeg ville ønske, at Falk kom flyvende tilbage til Nummer 10 efter en tabt fjer og blev hængende. I hvert fald frem til næste sommer, hvor enten Sarapata, Hunor eller Højer kan blive vores kreative kraft centralt på banen. Så velkommen tilbage anytime knægt. Du forsvandt så pludseligt. Vi fik ikke sagt ordentligt farvel. Du er for evigt i mit hjerte. Du må altid komme igen. Værelset står klar til dig på Nummer 10.

Fotos: Copenhagen Sundays.