ER GRÆSSET ALTID GRØNNERE..?

Vi ligger nummer ét.

Kan voksne mennesker interessere sig for kvaliteten af en græsplæne. Denne klubbeskriver kan. Foto: Copenhagen Sundays.

Af Frederik KB Hansen.

For få dage siden kunne jeg læse endnu en ikke-nyhed på et af de store fodboldmedier i Danmark, eller var der måske blot snarere tale om en clickbait, som de unge vil kalde det. Artiklen handlede om halvvejsstillingen i Superligaen. Heldigvis ikke om den, vi i dette halvår har kigget ængsteligt og forundret på og som viser, at “vi” ligger nummer 5. Nej, denne historie handlede om, hvilken klub i Superligaen, der har haft det bedste og flotteste græstæppe i dette efterår.

Her var det sgu overraskende at se Parken løbe med titlen som Herbstmeister. Altså endelig en glædelig nyhed, der vedrører vores klub. Brøndby IF har jo ellers igen tidligere i foråret vundet  konkurrencen om hele 2024/2025 sæsonens bedste bane i Superligaen. Artiklen forleden handlede om Spillerforeningens (halv)årlige opgørelse af sæsonens hidtil bedst bedømte bane. Hvem har dog brug for at vide det? Jeg har åbenbart, for kåringer eller stillinger om den slags, udfordrer hver gang mit humør. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, som på en eller anden lader sig påvirke af det.

Siden 2012 er superligaholdenes anførere efter hver kamp blevet bedt om at bedømme banens tilstand af Spillerforeningen. Når Superligasæsonen er færdigspillet tælles alle bedømmelserne, og en vinder af den lækreste grønsvær kåres. Kåringerne afstedkommer en del artikler i diverse medier. I år ingen undtagelse.

Selv nærværende fanmedie bringer historier om emnet, og i podcasts, som Panelet og Sundays Podcast, omtales og diskuteres græsplæner og kvaliteten af samme af voksne fornuftige mennesker. Andre steder kommenteres, diskuteres og mishagytres på diverse fora, og de enkelte klubbers fans kan sågar håne hinanden for en ringe placering på listen. Der er åbenbart store følelser forbundet med emnet for andre end mig.

Men sådan har det ikke altid været, siden jeg i 1976 tog beslutningen om, at KB var mit hold i København. Jeg har i mange år levet ganske beskyttet og uvidende om, hvor meget nogle græsstrå egentlig fylder i mange andre menneskers liv og i mit eget, indtil det i det herrens år 2012 blev endnu en ting i fodbolduniverset. Det vender jeg tilbage til.

Her er en liste over tidligere vindere, bare sådan for en god ordens skyld:
2024/25 BRØNDBY IF
2023/24 BRØNDBY IF
2022/23 BRØNDBY IF
2021/22 BRØNDBY IF
2020/21 BRØNDBY IF
2019/20 FC MIDTJYLLAND
2018/19 FC MIDTJYLLAND
2017/18 FC MIDTJYLLAND
2016/17 BRØNDBY IF
2015/16 FC MIDTJYLLAND
2014/15 FC KØBENHAVN
2013/14 FC KØBENHAVN
2012/13 FC MIDTJYLLAND
2011/12 FC KØBENHAVN

Superligaens bedste bane lå altså for femte gang i træk på den københavnske Vestegn, da sidste sæsons helårsstilling blev opgjort i foråret!

“Så sent som forrige år stemtes vores mange millioner nye, dyre bane i Parken ind som nummer 8! Pinligt og min mave begyndte straks at slå knuder, da jeg læste det.”

Så sent som forrige år stemtes vores mange millioner nye, dyre bane i Parken ind som nummer 8! Pinligt og min mave begyndte straks at slå knuder, da jeg læste det. Vi blev dog nummer 2 i  sidste sæson, marginalt overgået af de gule. Fint, vi nærmer os.

Men se på listen igen - kun sølle tre førstepladser til Parken siden starten i 2012. Hele fem titler til en flok tidligere kræmmere (FCM), der spiller på et græstæppe, som åbenbart vokser frodigt i den, hedder det sig, ufrugtbare og sandede jord på heden. Det giver jo ingen mening for helvede.

De seks titler til de gule er dog med afstand mest smerteligt. Åååh, hvor det bringer mit pis i kog. Jeg ved, at det er vanvid, men føj hvor jeg har det stramt med, at vi ikke, som det naturligste, også er vinder af den konkurrence hvert år. Jeg burde sige pyt, men det fylder uforholdsmæssigt meget i mine tanker og følelser. Jeg har siden historien den anden dag tænkt meget over, hvilken betydning græs, og særligt fodboldbaners tilstand har haft for mig gennem årene.

Som skilsmissebarn på Østerbro, nær Gasværksgrunden i 70'erne og 80’erne, var virkeligheden noget mere ukompliceret. Ud af sengen om morgen, herefter havregryn, skole, frikvarter, mere skole og så ellers, når ringetonen lød for sidste gang den dag, lege i gårdene rundt omkring på Østerbro med skolekammeraterne og det oftest med fodbolden som det store samlingspunkt. Som 10-årig fik min mor dog en ny kæreste, der var akademiker og tjente en del mere end min mor, der er pædagog. Hans indtog betød, at byen åbenbarede sig med nye lokaliteter, bl.a. i områder med villaer omkranset af haver, som før var mig fremmedartede.

Første gang blev jeg, sammen med min mor, slæbt med ud til middag en lørdag aften hos et af hans vennepar – i en villa i Hellerup. Der var bulgarsk rødvin og lammekølle på menuen, mens timelange socialistiske diskussioner om solidaritet med nogen blev artikuleret. Hvem har jeg lykkelig glemt. Mad, der var tilegnet mine barnlige smagsløg, blev der slet ikke tænkt på. Endnu værre var, at jeg ikke blev budt på en Coca-Cola, for det var vist noget med imperialisme og kapitalisme. Kedsommeligheden og udlængslen i løbet af aftenen føltes kolossal. Ja, her, i dette tilfælde, var brugen af adjektivet helt på sin plads. Forstå dog betydningen af det ord derude på Vestegnen! Jeg måtte simpelthen væk fra situationen. Planen var simpel.

Jeg måtte spørge om lov, men jeg kunne ikke komme på det rette ord. Efter flere forgæves forsøg fik jeg spurgt; ”må jeg godt gå ud i den der….øh øh… det der grønne?" Fire voksne mennesker kiggede på mig og forsøgte sig med en del forslag, inden pråsen gik op for en af værterne, da jeg fægtede med arme og ben og energisk pegede ud ad vinduet. ”Mener du haven”, foreslog værten. ”Jaaaaaah”, fløj det ud af mig. Jeg skyndte mig straks ud på det grønne med min fodbold og slap så endelig for at høre om det kedelige voksenlivs trakasserier. På græsset lod jeg frydefuldt fødderne lege med bolden og mit hoved danne dagdrømme om flere afgørende mål for KB i Idrætsparken. Tænk sig, at jeg som 10-årig dreng endnu ikke havde ordene græs og have særlig present i mit ordforråd. Stenbrodreng var jeg vel i yderste potens.

Men tilbage til det, det handler om. Nemlig det nymodens emne underlaget der spilles fodbold på. For 'gu' betyder det meget for mange.

I sidste sæson inden en kamp i Randers blev banens elendige beskaffenhed et større emne. Ville hjemmeholdet have fordel af at spille på en knap så god bane mod vores teknisk dygtigere spillere, som kun kan udfolde deres evner fuldkommen på et billardtæppe af en græsplæne? Vi endte som bekendt med at spille sæsonens bedste gang bold på den måske tvivlsomme bane og vandt sæsonens største sejr på hele 4-0 . Det er jo interessant.

For hvad nytter de mange millioner, vi bruger på græstæpper på Østerbro og Frederiksberg. Bliver vi mere konkurrencedygtige? De små marginaler, en eller få procenter der hist og her higes efter i elitesport, kan jeg læse mig til nogle mener afgør mesterskaber. En sport, hvor det jo blot i bund og grund handler om at lave flere fodboldmål end de andre. Et græsstrå er vel et græsstrå! Når jeg gransker min hukommelse, mindes jeg aldrig at have læst eller hørt historier om idrætsudøvere eller fans, der brokkede sig over eller kærede sig så meget om gulvbelægningen i håndboldhallen eller isen i diverse ishockey arenaer.

“Afskedigelser og ansættelser af groundsmen er efterhånden hyppigere, end vi ser vores hold spille godt i samfulde halvfems minutter. Den nuværende, Oliver Deeming, er Head Groundsman og kommer helt ovre fra England”

Afskedigelser og ansættelser af groundsmen er efterhånden hyppigere, end vi ser vores hold spille godt i samfulde halvfems minutter. Den nuværende, Oliver Deeming, er Head Groundsman og kommer helt ovre fra England. Mange millioner kroner er brugt på nye græstæpper i Parken efter kritik fra mange sider, og for nylig har klubben brugt et anseligt beløb på at anlægge tre nye træningsbaner på Nummer 10. Hybridbaner, kunststofbaner, varmelamper og varmelegemer i jorden er nye ord, som vi, som fans, har skullet forholde os til. Særligt siden 2012 hvor endnu et konkurrenceparameter for alvor så dagens lys. Ergo, mere at tænke på og bekymre sig om som fan. Mere at få ondt i maven over. Sådan har jeg det i hvert fald. Det på trods af, at jeg, som bekendt, helt fra barnsben ikke har haft forstand på noget af “det der grønne”.

Et tilbageblik mere. Som KB-fan i årene inden sammenlægningen med B.1903 og tilblivelsen af F.C. København, spilledes sæsonerne i samme kalenderår. Forårssæsonen startede typisk i april og mesteren blev fundet i medio november. Som et utålmodigt menneske var ventetiden op til en ny sæson, efter en meget laaang pause fra fodbolden, helt præcist fire en halv måned (14 uger), fyldt af ulidelig ventetid. Marts var derfor en dramatisk måned.

Vejrliget var dengang en alvorlig trussel mod sæsonpremieren i starten af april. Bekymringen for en eventuel aflysning af en KB kamp fyldte mine tanker og følelser meget, når vi nåede forårets komme. Sne og frost var dengang lig med aflysninger af kampene. Så når jeg cyklede frem og tilbage til skolen, ledte jeg hver dag efter tegn på, at sneen var ved at smelte. Jeg kiggede derfor først ængsteligt på sneen, siden op på himlen efter solen, der med sin varme kunne få den rædsel til hvide tæppe af sne væk fra banerne. Jeg begyndte sågar at følge vejrudsigterne.

Ah nonsens, tænker du sikkert og ja – jeg er en ældre herre og husker jo kun, at datidens Danmark bød på meget vinterligt vejr i de mørke måneder. Det var vitterlig en anden tid og klimaforandringer var ikke et ord, der fandtes i menigmands vokabularium.

Her de sidste dage har jeg diskuteret med mig selv, om ikke, at jeg, med min alder in mente, burde være blevet til et voksent og ikke mindst mere eftergivende menneske. At en mildhed og måske en venlig tanke over for de gule kunne komme over mig. For eksempel slog tanken mig forleden, at Spillerforeningen jo, efter hver femte vundne titel udi kunsten at have den flotteste græsplæne, måske kunne tillade superligaklubberne at få lavet en stor guldstjerne af kunstgræs i plænens i midtercirkel. Synlig for tilskuerne på stadion og dem foran tv’et. For, tænkte jeg, bøf må da hjertens gerne få syet et utal af stjerner ind i deres plæne årene fremover, så længe de bare nøjes med de nuværende to af bomuld på deres grimme gule trøje for fodbold mesterskaberne. Men nej, kammerat, jeg ville blive grøn af misundelse.

I foråret 2026 vil jeg glæde mig til at se fyldte tribuner i Parken og se mit hold funkle med teknisk flot og hurtigt spil på vores lækre men dyre græsplæne. Vi skal vinde det guld. Vi skal videre i Champions League og vi skal vinde pokalturneringen. Kun førstepladser tæller i vores klub og det gælder satme også den græsplæne konkurrence, vi lige nu fører.

Hvad Danmarks Meteorologiske Institut varsler med af dårligt eller hårdt vejr, gør mig ikke længere angst. Aflysninger kommer ikke på tale, selvom vores første kamp allerede spilles 20 januar mod Napoli. Grib din parkacoat, find dine lange underbukser dybt inde i dit klædeskab og bær dit halstørklæde. At misse en FCK-kamp nu om dage sker jo bare ikke, vel?

Hvis løverne vinder det rigtige mesterskab, vil jeg gå grassat og rulle mig rundt i det der naturlige grønne underlag i Fælledparken under fejringen til maj. Kom så drenge!

PS:
For de unge læsere vil jeg kraftigt anbefale jer at finde klip på YouTube fra 60’erne og 70’erne af engelsk fodbold i sort/hvide optagelser. Her kan man finde mudderpøl, få græsstrå og klubber som Stoke, Wolverhampton og Derby County, der ikke brugte en penny eller et sekund på at tænke på om grønsværen kunne optimeres med et par procenter. Her er eksempelvis et link fra fodboldens moderland og med mit yndlingshold Derby County som den ene deltager, dog i farver:

https://youtu.be/ITnFAqPmnTo?si=dXDDx9nAHgONG6wa

PPS:
Schhh... jeg har såmænd engang arbejdet som gartnermedhjælp, hvor jeg til jobsamtalen, meget ærligt, måtte indrømme, at jeg som stenbrodreng såmænd ikke kunne kende forskel på et grantræ og en rose, men at jeg da var interesseret i jobbet. Det viste sig at være verdens flinkeste og mest eftergivende chef – for han ansatte mig! 

Foto: Copenhagen Sundays.