MOI EFTER KLAR SEJR: DET ER NOGET AT BYGGE VIDERE PÅ

MOI EFTER KLAR SEJR: DET ER NOGET AT BYGGE VIDERE PÅ

Mohamed Elyounoussi – aka Moi – spillede ligesom resten af F.C. København-holdet en flot kamp, da Lyngby søndag blev besejret 4-0 i Parken. Nordmanden havde næstsidste berøring på 1-0-målet, som gæsternes Casper “Dani” Winther sendte i mål. Og så scorede han til 3-0 og blev kåret til publikum i Parkens Man of the Match.

En glad Man of the match i mixed zone. Foto: Copenhagen Sundays.

Det var da også en glad Moi, der efter kampen og flere TV-interviews talte med Copenhagen Sundays.

“Det var en solid kamp selvfølgelig, vi vidste, at vi skulle ud og dominere her, så vi var virkelig koncentrerede og gode. Bundsolidt defensivt, direkte i spillestiler, vi kommer til mange fine kombinationsspil, mange fine angreb. Mistede bolde vinder vi hurtigt tilbage, så jeg tror det er ret hårdt at være Lyngby-spiller. De “chipper” den ind til det første mål, og det fra handler det kun om et hold hele dagen i dag,” sagde Elyounoussi om oplevelsen på banen.

-I har lidt svært ved at ramme målet til at starte med, og så får du lidt hjælp til din første…

“Ja præcis, som jeg siger, vi får lidt hjælp der, vi er lidt heldige der, men jeg tror, at vi ville have scoret før eller siden, uanset. Og så synes jeg, at vi fortsætter med at angribe. Det er meget vigtigt, at vi ikke stiller os tilfredse med både ét- og to-nul. Vi gik efter det tredje og fjerde, og vi ville også gerne have haft flere. Hvis vi havde været lidt skarpere, så kunne vi have scoret flere,” sagde Moi.

-Ja, så følger Falk op, og så scorer du rigtigt efterfølgende.

“Ja, det var rigtig fint. Fantastisk at se Falk på banen igen. Jeg sagde til ham, at han må have læst perfekt på lektierne. Han rammer vel med “shinpad” (benskinnen, red.), siger man ikke det? Nej, altså det var et rigtig flot mål fra Falk. Han viser, hvor vigtig han er for os. Og så har vi masser af godt kombinationsspil, offensivt. Magnus (Mattsson, red.) og Roony kombinerer på højre side. Magnus driver den op, forbi to-tre spillere, og får sat mig op i en god position, det var også en fin afslutning. Derfra har vi fuld kontrol. Jeg tror ikke de har nogen store chancer, fordi vi er koncentrerede defensivt. Vi lukker ned for de for trusler de har. Og så er det godt at kunne give fansene valuta for pengene,” sagde den næsten dobbelte målscorer.

-Nu vi er ved Falk og Magnus, så er du på midten med dem i den konstellation. Kan du ikke sætte etparti ord på, hvordan det er?

Nej, jeg synes, at vi har gode relationer. Vi har spillere, som er teknisk gode, men også “fodboldkloge”. Og jeg må også nævne, at vi har en stor og god trup. Diogo kommer ind og får et velfortjent mål. Arbejder hårdt i denne uge, så der er stor konkurrence om pladserne. Og det kan være rigtig sundt i længden, så det ser rigtig godt ud,” sagde Moi.

Moi, Falk og Doigo var mændende bag søndagens fire FCK-kasser. Foto: Copenhagen Sundays.

-Ja, Falk siger, at han ville gerne have været med til Manchester, men han har trænet og hygget sig, bl.a. med Diogo, herhjemme. De har gjort det godt herhjemme?

“Ja, det ser sådan ud. De må have gjort det arbejde de skulle, for at være klar i dag. De var ikke klar mod Manchester, men de ser klar og skarpe ud begge to,” sagde kampens Man of the Match.

-Nu har I spillet en kamp, hvor I dominerer 95 minutter. Vi stod i vores optakt og talte lidt om, at vi savnede at se den der overbevisende præstation, over 95 minutter. Hvordan får I bidt jer fast nu, og leverer også mod andre hold?

“Jeg er meget enig, og vi snakkede om før kampen, at vi spiller tit en kamp, hvor vi har en lille dårlig periode. Det havde vi ikke i dag, der var vi maget koncentrerede. Og det var det vi havde brug for. Det kommer specielt bagfra. At vi ikke står og kigger på, hvad der sker, men at de er klar til at lukke ned for deres offensive trussel. Så det er standarden, og det skal vi bare fortsætte med. Så det her er noget at bygge videre på. Nu får vi nogle dage med træning, hvor vi skal træne godt, og så få hentet tre point i Odense,” sagde Mohamed Elyounoussi.

-Lige her til sidst – du bliver kåret til Man of the Match. Er du enig i den?

“Det må andre forholde sig til, men det er klart, at det er altid rart, at blive sat pris på,” sagde en smilende Mio.

Fotos: Copenhagen Sundays.

David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!