Varmt blod og kolde kontanter

De fleste Københavnere hørte for første gang om Federico Santander i 2015. Han havde uden held prøvet lykken i Europa og var vendt tilbage til Sydamerika. Lisbeth og Jes Schrøder har som nogle af de første danske journalister talt med vores topscorer.


Af: Lisbeth og Jes Schrøder
Fotos: Jonas Aamand Nakel og David E. Bastian-Møller


Da Federico Santander forlader Paraguay og dukker op i 2015, som FC Københavns næste store satsning, går der et lille gys gennem mange fans. Det er lige i kølvandet på kikseren med argentinske Franco Mussis, og mange tænkte med samme på, om det nu svipsede igen. Som de fleste nok kan erindre, dukkede Mussis op i en grotesk dårlig kampform og med en attitude og indstilling, der på ingen måde flugtede med hans nye arbejdsplads i København. Men på sin vis var det netop arbejdet med at signe Mussis – eller det manglende arbejde – som er med til, at klubben denne gang direkte fra hjemlandet kan ansætte en sydamerikaner, som fungerer med det samme. Santander blev nøje scoutet og drøftede i flere omgange sit skifte fra Club Guaraní til FC København med Ståle Solbakken, inden han tog beslutningen.

”Jeg var i gang med at spille Copa de Libertadores (den årlige fodboldturnering mellem klubhold i Sydamerika) med Guaraní, og der kom tilbud ind på mig fra flere klubber: Roma, Rubin Kazan og fra FCK, og det tilbud, jeg syntes virkede mest interessant, var FCK. De virkede mest seriøse, og det var også et spørgsmål om økonomi. Johan Lange (FCKs tekniske direktør) kom til Paraguay for at tale med mig, og jeg syntes det lød vældig interessant. De fortalte mig om klubben og deres projekt, om deres planer for klubben, ambitionerne om at spille i Europa hvert år, og jeg besluttede mig for at acceptere deres tilbud.”

Hvad vidste du ellers om Danmark?

”Ingenting! Jeg talte med min familie om det, og det første de sagde var ”Hvilket sprog taler de der?”- Det havde jeg glemt at spørge om, så jeg spurgte klubbens tolk, Oscar Olsen, og han forklarede mig, at man taler dansk i Danmark, men at næsten alle danskere også taler engelsk. Og så ringede Ståle til mig… Det var kl. 4 om morgenen her i København og ca. kl. 10 om aftenen i Paraguay.  Han var meget entusiastisk: ”Kom, kom”, sagde han, og det eneste jeg bad om var, at få lov til at spille Copa de Libertadores turneringen færdig, så langt som vi nu ville nå. Vi nåede til semifinalen, men så røg vi ud til River Plate fra Agentina.”

Santander er målbevidst, fokuseret og ved godt hvorfor han er kommet til Europa. Han vil tjene penge og han vil have det maksimale ud af sit fodboldliv – og han lægger ikke skjul på, at FCK er et springbræt for at komme videre til større klubber og større kontrakter.

Jeg vil gerne lægge så meget til side til fremtiden som overhovedet muligt.

Jeg ser mig selv i Europa de næste 10 år i hvert fald. Jeg vil gerne spille på så højt niveau som overhovedet muligt og tjene mange flere penge, inden jeg skal tilbage til Paraguay. Jeg føler mig godt tilpas i Europa, men når jeg er på den anden side af de 30, kan det godt være, at jeg overvejer et ophold i Kina eller i Qatar. Jeg vil gerne lægge så meget til side til fremtiden som overhovedet muligt.”

Når man hører Santanders overvejelser understreger det vigtigheden af succes i Europa. FC København er et vindue og et stort europæisk et af slagsen.

”Jeg vil gerne nå så langt som muligt. Den ultimative drøm er at komme til at spille i Premier League. Jeg har aldrig tænkt, at det bliver nemt. Tværtimod tænker jeg altid, at det bliver svært, men jeg er godt på vej. Jeg spiller i en klub med succes, hvor der er mange der ser mig spille. Jeg har spillet Champions League og nu i Europa League, jeg føler jeg er godt på vej.”

18051606_10155325780777608_1334560942_n.jpg
Som barn spillede vi også ude på gaden. Alle drengene i nabolaget… som drenge nu gør. Det gør jeg faktisk stadig!

Som så mange andre sydamerikanske fodboldspillere begyndte det med at spille fodbold på gaden sammen med de andre drenge i kvarteret. Netop nabolaget og kvarteret spiller en stor rolle for sydamerikanske drenges vej ind i fodbolden.

”Jeg begyndte at spille som 6-årig i den lokale klub i mit kvartér i San Lorenzo (en slags forstad til hovedstaden, Asunción). Senere som 13-årig rykkede jeg til en professionel foldboldklub, Club Guaraní, inde i Asunción, hvor min karriere startede. Som barn spillede vi også ude på gaden. Alle drengene i nabolaget… som drenge nu gør. Det gør jeg faktisk stadig!”

Santander besluttede i en tidlig alder, at han ville være professionel fodboldspiller, da han opdagede, at der var penge i det.

”Jeg spillede fodbold, men var ikke passioneret omkring det. Jeg kunne bedre lide at have det sjovt, og lege med de andre drenge ovre i parken. Men da jeg blev de der 10-11 år begyndte jeg at tage det mere seriøst. Det gik op for mig, at fodbold var noget, man kunne tjene penge på, og da jeg ikke var så vild med at gå i skole, besluttede jeg mig for, at det var den vej jeg ville gå.”

Paraguay ligger i den tunge ende af Sydamerika, hvad økonomi angår. Ifølge Udenrigsministeriet ligger den gennemsnitlige årsindkomst pr indbygger på 5000 US-dollars. The World Bank anslår, at den fattigste 15 procent af befolkningen må klare sig for 4 US-dollars om dagen. Santander betegner sin familie som et godt stykke væk fra dén gruppe, men midlerne var små, og til at begynde med var der udgifter ved at spille fodbold.

Jeg gik direkte hjem og gav alle pengene til min bedstemors mand som tak for alt han havde gjort

”Jeg føler i dag, at jeg er lykkedes, for jeg har haft mange svære perioder undervejs i min karriere, specielt som yngre. For eksempel var der småt med penge derhjemme. Mine forældre var skilt, og jeg boede hos min bedstemor. Det er hende, der har opfostret mig. Det kostede penge at gå til foldbold, og det krævede udstyr og alt det der. Men min familie hjalp mig. Vi var fattige, men vi klarede os. Min bedstemor var gammel, og havde ikke noget arbejde, men hendes mand havde et arbejde og forsørgede os.”

Som 16-årig (!) fik Santander debut på Club Guaranis førstehold og planen om at kunne bidrage til familiens økonomi begyndte at virke.

”Jeg var som sagt 16 år, da jeg debuterede, og jeg scorede et mål i min første kamp. Jeg mener vi vandt kampen 5-3. I Paraguay betaler de søndag, mandag og tirsdag en kontant præmie for ugens kamp, og der stod jeg med alle disse penge i hånden! Jeg gik direkte hjem og gav dem alle til min bedstemors mand som tak for alt han havde gjort og for at jeg var nået hertil.”

 Fra den dag var sagen helt klar: Han ville være professionel, og han ville ud i verden og have de store kontrakter.

Sydamerikanske fodboldspillere er overalt i professionelle ligaer på denne klode. I 2010 bliver Santander lejet ud til Toulouse FC og har et år det franske. CIES football observatory opgjorde i 2015, at de fire største sydamerikanske eksportører af fodboldspillere - Brasilien, Argentina, Columbia og Uruguay - havde sendt svimlende 2.330 spillere af sted til kontrakter i de andre verdensdele.

Men inden for kontinentet rykkes der også godt rundt. Paraguay er med sine 7 millioner indbyggere et af de mindre sydamerikanske lande, og der trækker de mere pengestærke rækker i Brasilien og Argentina.

Knap 200 spillere fra Paraguay optrådte i samme opgørelse i Argentinsk fodbold. Santander rykker i flere omgange til Argentinsk fodbold, hvor han første gang spiller for Racing Club i 2012 og året efter for ligeledes argentinske Tigre, for derefter at vende tilbage til Club Guaraní. På det tidspunkt ligger hans navn i scouting-rapporterne rundt omkring, og Santander beslutter sig for at kigge nærmere på den kolde by oppe mod nord.

”Jeg blev hentet i lufthavnen, hvorefter vi kørte direkte til hotellet og derefter ud til træningsanlægget her på Jens Jessens Vej for at se på faciliteterne. Derefter tog de mig med til en landskamp inde i Parken. Det var Danmark-Serbien, der spillede den aften. Der talte jeg så med Ståle og direktøren og alt det der. Dagen efter skrev jeg under, og det var det. Meget kort og effektivt alt sammen.”

På den ene side trives han vældig godt i klubben. Han har trænerens tillid. Han går til engelsk – og han nyder at færdes i en by, hvor der rent, pænt og sikkert. Men der er også en pris at betale, når man er sydamerikaner og vant til livet i et varmt land. Vi taler med ham ude på Jens Jessens Vej lige efter lørdagstræningen. Det er hundekoldt, og for to dage siden røg låget på Parken, så returkampen mod Ludogorets ikke skulle aflyses på grund af en snestorm.

”Her er rart og rent og roligt, og man kan føle sig helt tryg overalt, det sætter jeg og min familie stor pris på. Men her er meget koldt. Faktisk er det mest kulden, jeg ikke kan lide. I juni er her rart!”, siger han og lyser op i et smil.

Når man kigger rundt i på den europæiske fodboldscene er det slående, hvor mange klubber, der har en sydamerikaner (eller 2) på toppen i start-elleveren. FCK har tidligere nydt godt af både Álavaro Santos og César Santins talenter for at putte den i kassen. Vi vil derfor gerne høre Santanders bud på, hvorfor man i særlig grad producerer gode angribere i Sydamerika?

Alle bør have en sydamerikansk angriber!

”Vi sydamerikanere er mere varmblodige, vi har en anden tænding. Vi går efter at vinde hver gang. Vi vil fremad på banen. Her er I mere rolige og velovervejede, og tænker mere taktisk, det passer rigtig godt til midtbanen og forsvaret. Derfor producerer I flere gode forsvarsspillere end angribere. Det ligger meget i mentaliteten. FC Barcelona, Chelsea …FCK – alle har en sydamerikansk angriber. Alle bør have en sydamerikansk angriber! Det varme blod er godt for et angreb, det tilfører holdet en vindermentalitet og en positivitet, som er vigtig for et hold, og mikset med europæernes mere taktiske tilgang skaber balance på holdet.” 

Han vender flere gange tilbage til den modtagelse og den behandling, som han har fået både i klubben og af fansene – og han smiler bredt, da vi nævner at fansene synger om ham.

”Ja, jeg kender godt den sang … Alle har været rigtig søde. Jeg blev taget godt imod af klubkammeraterne, da jeg kom, og Ståle har vist mig stor tillid, hvilket betyder meget for mig. Jeg spiller stort set alle kampene, og vi har det godt indbyrdes på holdet. Vi blev mestre sidste år, og jeg glæder mig over, at vi igen i år har gode chancer for at vinde både mesterskabet og pokalen.”

Til sidst skal vi lige høre, hvordan han trives med presset og forventningerne til at han altid skal score. Svaret kommer kontant og direkte:

”Hør her: jeg har spillet i Argentina. Kan du forestille dig, hvordan det er? Der kan du tale om pres. Deres fans er fuldstændig vanvittige. De bliver fuldstændig tossede, hvis holdet taber, eller hvis man rammer ved siden af målet. Men jeg er da virkelig glad for, at FC Københavns fans kan lide mig. Vi har lavet historie sammen: vi har vundet mesterskabet og pokalen, vi har spillet med i Champions League og nu i Europa League. Vi har gode chancer for at tage endnu et mesterskab og endnu en pokalsejr i år. Jeg vil gøre mit bedste for at glæde dem ved at score mål, og jeg håber, at når den tid kommer, at jeg skal videre, vil både jeg selv og klubben føle, at jeg indfriede de forventninger, de havde til mig, da de signede mig.”

Dagen efter hakker Santander den ind til 1-1’eren ude mod FC Nordsjælland. I slow-mo’en på TV  kan man se, hvordan han fronter FCK-fansene og hiver ud i klublogoet på trøjen, der sidder lige der, hvor hans varme hjerte banker. Han slås for det, og han betaler tilbage. Han ved bedre end nogen, at man får ikke noget foræret i fodbold.

 

 

 Besøg Les Deux - klik her1

Besøg Les Deux - klik her1

Lisbeth Schrøder er 51 år og har læst i Madrid. Hun følger primært Real Madrid og FC København, men foretrækker kun at dukke op i Parken, når det enten er virkelig godt vejr eller FCK møder et interessant udenlandsk (gerne spansk) hold. Lisbeth overvejede seriøst at kalde sin datter Roberta Carla efter Real Madrids daværende brasilianske back Roberto Carlos. I dag er datteren glad for, at nogen stoppede hende. Er gift med Jes.   

Jes Schrøder er 53 år og har kigget på fodbold siden drengeårenes ture rundt til idrætsparkerne i Vanløse, Hvidovre og Valby for at se 2.-divsionsfodbold. Han er en del af den løse fangruppering, som har kaldt sig Cooligans, siden dengang de stod på A-tribunen og skyggede for de fine inde i boxene. Ser så mange FCK-kampe som muligt, men udebaneturene er for længst skiftet ud med julefrokoster blandt ligesindede før årets sidste hjemmekamp og rituelle grillarrangementer ved sæsonafslutning. Er gift med Lisbeth.