David E. Bastian-Møller

PS&E AFSØGER MULIGHEDERNE FOR ET SALG AF F.C. KØBENHAVN

David E. Bastian-Møller
PS&E AFSØGER MULIGHEDERNE FOR ET SALG AF F.C. KØBENHAVN

Hyrer internationale financieringsrådgivere.

F.C. København – og muligvis også Parken – skal måske have nye ejere. Foto: Copenhagen Sundays.

Interessen for at købe F.C.København og Parken har de seneste år været tiltagende. Copenhagen Sundays er bekendt med at mindst to forskellige grupper af investorer inden for det seneste år har forsøgt at købe fodboldforretningen og stadion ud af Parken Sport & Entertainment. Senest for få måneder siden.

Der er altså “budt” på hele PS&E, men de to investorgrupper, som Copenhagen Sundays kender til er alene interesserede i fodboldklubben og Parken.

Tilnærmelserne er dog blevet afvist før det kom til møder eller reelle forhandlinger.

Alene efter at have fået forelagt en prisidé for aktierne i PS&E har bestyrelsesformand Henrik Møgelmose, på vegne af de fire største ejere, kunnet afvise “tilbuddene” som uinteressante.

“Under henvisning til gårsdagens artikel i Inside Business, kan det bekræftes, at der er rettet henvendelse til bestyrelsesformanden for PARKEN Sport & Entertainment A/S (”PSE”) med anmodning om et møde vedrørende et muligt bud på selskabet,” skrev PS&E senest, i slutningen af august, i en selskabsmeddelelse.

“Den modtagne henvendelse er vurderet som ikke-interessant og har ikke givet anledning til et møde. Der har på denne baggrund således ikke været nogen dialog med PSE eller PSE’s storaktionærer,” konstaterede Møgelmose videre i meddelelsen.

Storaktionær Erik Skjærbæk, der ejer godt 30% af aktierne i PS&E, har desuden til Berlingske sagt at tidligere tilbud fra interesserede købere har været uinteressante.

Nu har selskabet bag F.C. København, Parken Sport & Entertainment, dog selv indledt en undersøgelse af mulighederne for at sælge F.C. København, og muligvis også Parken. Det fortælle kilder til Copenhagen Sundays.

Og som udgangspunkt vil Erik Skjærbæk gerne sælge F.C. København, hører Copenhagen Sundays.

PS&E har på vegne af selskabets storaktionærer, Erik Skjærbæk, Korsgaard/Sørensen-familien og Lars Seier Christensen, hyret Tifosy Capital & Advisory til at afdække mulighederne for et salg.

Tifosy Capital & Advisory er et specialiseret, globalt rådgivnings- og investeringsfirma, som fokuserer udelukkende på sportsindustrien.
Virksomheden, der er baseret i London og Milano, blev grundlagt i 2013, blandt andet af den nu afdøde italienske fodboldlegende Gianluca Vialli, med det formål at rejse kapital til sportsklubber.

Tifosy C&A fungerer som finansielle rådgivere ved store klubovertagelser, herunder milliardopkøb i fodboldverdenen, og tilbyder derudover lånefinansiering og crowdfunding til både klubber og fans.

I juli 2024 rådgav Tifosy Capital & Advisory den franske virksomhed Oaktree Capital Management om salg af deres ejerandel i den franske fodboldklub SM Caen. Ejerandelen på 87% blev solgt til selskabet Interconnected Ventures, der er grundlagt af den franske superstjerne Kylian Mbappé. Her var Tifosy “eksklusiv finansiel rådgiver” for Oaktree Capital Management.

Ifølge selskabets egen hjemmeside, har de også ageret som “Rådgiver for en finansiel investor, der vurderer en potentiel investering i Manchester United plc.”

At hyre Tifosy til at afdække mulighederne for salg eller udvikling af FCK og Parken behøver ikke betyde at man ender med at sælge fodboldforretninger, men i følge Copenhagen Sundays oplysninger er det det, der er hensigten.

Copenhagen Sundays erfarer at mindst to grupper af interesserede købere til FCK og Parken har til hensigt at udvikle såvel fodboldklubben, som Parken, markant.

Børsværdien af alle aktier i Parken Sport & Entertainment, hvoraf de fire storaktionærer ifølge vores oplysninger ejer ca. 75,5%, udgør dags dato lige godt 2 milliarder kroner. Kurset på aktien er det seneste år steget mere end 30% og prisen på en aktie udgør i skrivende stund 205,- kroner.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Parken Sport & Entertainment, F.C. København eller selskabernes ejere.

Af Cornelius Gabe og David E. Bastian-Møller.

Foto: Copenhagen Sundays.

#fck #sldk #parken #fckøbenhavn 

David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!