Cornelius Gabe

FCK ERKENDER SPORTSLIGE OG ORGANISATORISKE MANGLER MED NY ORGANISATION

Cornelius Gabe
FCK ERKENDER SPORTSLIGE OG ORGANISATORISKE MANGLER MED NY ORGANISATION

Store omvæltninger igang – synlige såvel som usynlige.

Kristjaan Speakman og Bo Svensson under sommerens træningslejr i Østrig.
Foto: David E. Bastian-Møller/Copenhagen Sundays.

Af Cornelius Gabe.

F.C. København meldte i slutningen af sidste måned ud, at man “justerer den sportslige struktur og organisering i klubben”. På overfladen er det måske ikke den mest opsigtsvækkende nyhed, men bag ved udmeldingen gemmer sig flere interessante pointer.

Klubben skriver, at man vil opgradere scouting-afdelingen både på førsteholdet og i talentafdelingen med en ny “Head of Player Recruitment”, "tre regionale scouts på fuld tid" og "yderligere ansættelser" for U17-20 i Skandinavien. Samtidig tilfører man flere ressourcer til ‘Player Services’-området og ansætter en ny Player Care Manager, mens data- og analyseafdelingen også udvides. Københavnerne er ydermere i gang med at opføre et midlertidigt træningsanlæg, som man kan bruge, mens man i løbet af de næste år bygger et permanent “performancecenter i international klasse”.

Endelig har klubben ifølge CEO Jacob Lauesen lige nu samtaler med forskellige kandidater, der kan tilføre bestyrelsens fodboldudvalg “yderligere ekspertise”.

Bag disse nyheder gemmer sig for mig at se fire interessante pointer:

1) Udmeldingerne fra klubben i foråret var ikke blot var varm luft

Mange fans var mod slutningen af transfervinduet frustrerede over, at F.C. København ikke spillede mere med de økonomiske muskler på transfermarkedet, efter man i april slog fast, at klubben står “stærkt økonomisk” og derfor “kan handle hurtigt og målrettet”. Men som Lauesen har påpeget, er transfers bare ét af flere aspekter i forandringen i F.C. København. De nye ansættelser og udvidelse af organisationen tyder på, at det ikke blot var varm luft, da F.C. København i foråret meldte ud, at man var i “gang med en omfattende omstrukturering af den sportslige organisation.” I tiden efter Sune Smith-Nielsens og Jacob Neestrups afskeder, var klubbens CEO relativt tidligt ude at fastslå, hvilke områder klubben særligt skulle forbedre sig på: data og Player Care foruden træningsanlægget, som i mange år har været et tema. Nu sættes der handling bag ordene. Samtidig har Lauesen gentaget ønsket om at tilføre fodboldkompetence til bestyrelsens fodboldudvalg, hvilket er endnu en erkendelse af, at organisationen har haft væsentlige mangler, som man nu vil råde bod på.

“Jeg har haft mulighed for (…) at tale rent ud af posen i forhold til, hvad jeg har oplevet af styrker ved F.C. København, men også hvad jeg har oplevet af store udfordringer,” sagde Jecob Neestrup til Copenhagen Sundays efter han havde forladt F.C. København.
Foto: David E. Bastian-Møller.

2) Jacob Neestrups afsked medvirkende til klubbens nye retning

Da F.C. København fyrede Ståle Solbakken for seks år siden var der iskold luft mellem Solbakken og ejerne samt bestyrelsen. Derfor fik Solbakken ikke mulighed for til at påpege, hvilke svagheder han så i organisationen, og man lagde fra bestyrelsens side klart afstand til ham i tiden efter. Modsat var det tilfældet med Neestrups afsked; han stoppede – mere eller mindre – efter gensidig aftale, og Lauesen og Neestrup indgik i tiden omkring fyringen i en dialog om, hvilke mangler, der var i F.C. København sportslige organisation. Dette fortalte Neestrup i et interview med Copenhagen Sundays i juni måned:

“Jeg har haft mulighed for (…) at tale rent ud af posen i forhold til, hvad jeg har oplevet af styrker ved F.C. København, men også hvad jeg har oplevet af store udfordringer (…). Og det har jeg gjort, og der har jeg været ærlig, og jeg føler, at der er blevet lyttet.”

Neestrup kender klubben bedre end langt de fleste og har et unikt indblik i, hvilke områder klubben er nødt til at forbedre sig på for at komme tilbage som Nordens klare nummer ét. Derfor var det afgørende, at man lyttede til ham i perioden omkring hans afsked.

3) De forhenværende sportsdirektører har haft for mange ansvarsområder

Når klubben nu går ud og opretter adskillige nye stillinger under sportsdirektør-jobbet med fokus på data, player care, rekruttering og transfers, må det ses som en erkendelse af, at de forhenværende sportsdirektører har haft for mange opgaver. Dette påpegede Lauesen også selv i et interview med Bold tilbage i februar, hvor han forklarede, at “en sportsdirektør indtil nu også eksempelvis har skullet ansætte rengøringspersonale og taget sig af en byggesag på træningsanlægget 10’eren.” Derefter tilføjede han: “Det handler om at sikre, at den nye sportsdirektør har fuldt fokus på performance, udvikling og transfers. Vi skal gøre det simpelt.”

Når der oveni dette ikke er et eneste medlem af bestyrelsen, der besidder fodboldkompetencer, gør det blot klubben endnu mere sårbar overfor fejlansættelser og dårlige beslutninger. Denne pointe fremførte ekspert i fodboldøkonomi og -strategi for Mediano, Sune Blom, i en Mediano-podcast i maj:

“(...) du har en sportslig ledelse, som jeg tror, at alle nu kan se, den skal være stærkere, den skal være bredere funderet i F.C. København for at minimere risikoen for, at man begår fejl i ens rekruttering.”

I praksis har både Ståle Solbakken, Peter Christiansen og Sune Smith-Nielsen stået meget alene med det sportslige ansvar og derved også haft meget magt – dette kan være en fordel, når det går godt, men det seneste år har vist, at det også kan være en endnu større ulempe, når tingene går skidt.

4) Klubben har ikke haft “FCK-værdige” faciliteter og kompetencer på afgørende områder

Foruden det organisatoriske virker udmeldingerne også som en indrømmelse af, at F.C. København i flere år har været bagud i forhold til konkurrenterne på afgørende områder. På Player Care, data og træningsanlæg har man ikke været på det niveau, der kræves, hvis man vil kalde sig selv for Nordens største fodboldklub. Eksempelvis udtalte Jacob Lauesen tilbage i marts til Bold, at klubben i forhold til brug af data er “i subtoppen af Superligaen”. I forhold til Player Care har også Bold beskrevet, hvordan “behovet for bedre støttefunktioner omkring en international trup er blevet tydeligt” for klubben, der de seneste par år har haft flere uheldige cases vedrørende Player Care – de mest tydelige har været en spiller, der fik psykiske udfordringer, en voldtægtsdom og Yoram Zagues domme for vanvidskørsel.

En lignende kritik rejste Bold-journalisten Daniel Nøjsen Fallah, der dækker FCK tæt, i den før refererede Mediano-podcast:

“Det taler jeg med så mange mennesker om: F.C. København kan godt ligne sådan en rigtig veldrevet klub, men det er stort set den samme klub mandskabsmæssigt, som det var for 15 år siden. Og fodbolden har udviklet sig helt enormt. (…) Man har vel nok tænkt, at hvis der ikke er noget, der er i stykker, så skal vi ikke fikse det.”

Den store omstrukturering af den sportslige sektor tyder på, at Kristjaan Speakman, Director of Football, har set mange af de samme mangler, som Nøjsen beskriver.

Med skitserne til den nye organisation og adskillige stillingsopslag, viser F.C. København, at man har erkendt nogle mangler ved organisationen, og at man er klar til at handle. Det er dog fortsat svært at vide, hvad de nye ansættelser og roller konkret kommer til at betyde for klubben. Testen bliver, om man i løbet af de næste år har en højere succesrate på talenter og køb af spillere, og om man ved yderligere brug af data kan få en fordel i forhold til konkurrenterne og omsætte det til bedre sportslige resultater på banen. For som klubbens egen strategi lyder, skal man vinde ligaen hvert eneste år, hvilket langt fra har været tilfældet i de seneste 10-15 år.

Der er således store omvæltninger i gang i klubben, der har vist at den kan være nordens største. Og ud over de synlige, organisatoriske forandringer går andre ændringer under offentlighedens radar, så det kan være et stærkt forandret F.C. København vi ser om bare seks eller 12 måneder. Og det bliver til det bedre må tiden vise, men sikkert er det at kritikere har skreget på en del at forandringerne i årevis.

Foto: Copenhagen Sundays.

Kilder:

FCK om ny sportslig organisation:
https://www.fck.dk/.../fc-koebenhavn-justerer-den...

FCK-udmelding om træningsanlæg:
https://www.fck.dk/.../fc-koebenhavn-opfoerer-nyt...

Viaplay-interview med Lauesen:
https://www.viaplaysportnews.dk/.../har-fck-gjort-nok-se...

FCK-udmelding om ekspertise til fodboldudvalget:
https://www.fck.dk/.../parken-sport-entertainment-styrker...

FCK-udmelding om klubbens situation:
https://www.fck.dk/nyhed/kaere-fc-koebenhavnere

CS-interview med Jacob Neestrup:
https://www.copenhagensundays.dk/.../neestrup.../2026

Bold-interview med Jacob Lauesen:
https://bold.dk/.../midt-i-krisen-fck-direktor-varsler...

Mediano-udsendelse med citaterne fra Sune Blom og Daniel Nøjsen Fallah:
https://www.mediano.nu/oversigt/klubmedianofckbenhavn

Cornelius er stor F.C. København-fan og endnu større transfer-nørd. Han er opvokset på Frederiksberg, ikke langt fra F.C. Københavns træningsanlæg.
Gabe har været børne-/unge (assistent)træner i KB Talent og studerer nu Statskundskab ved Københavns Universitet.