F.C. KØBENHAVN PØNSER PÅ JANUAR-SALG AF AMIN CHIAKHA

Angriberen kommer hjem til København til preseason.
Sælger FCK Amin Chiakha i det kommende transfervindue? Foto: Copenhagen Sundays.
F.C. København-spilleren Amin Chiakha har i efteråret været udlejet til Vejle Boldklub, men opholdet hos den skidt spillende superligabundprop har været en blandet succes.
Derfor pønser københavnerne nu på et januarsalg af den 19-årige angriber, hvis den rette køber viser sig i det transfervindue, der i Danmark åbner den 1. januar. Det fortæller kilder til Copenhagen Sundays.
“F.C. København har indgået en lejeaftale med Vejle Boldklub om Amin Chiakha. Aftalen gælder for hele sæsonen 2025/26 og har til formål at give Chiakha mere spilletid i en seniorramme og fortsætte hans udvikling i et konkurrencepræget miljø,” meldte FCK i august ud, med den plan er nu ændret.
I første omgang deltager Amin Chiakha i F.C. Københavns preseason, som begynder når Løverne den 3. januar vender tilbage fra juleferie. Det erfarer Copenhagen Sundays.
Her efter vil det blive besluttet, hvad der skal ske med den unge algeriske landsholdsspiller – i samråd med spilleren og hans bagland. Og de danske mestre skulle altså ikke være afvisende over for et salg.
En del FCK-fans håber til gengæld nok at angriberen, der kom til FCK da han var 12 år, igen får muligheden for at score mål for Løverne, som på det seneste har været noget tyndt besat angrebsmæssigt.
Chiakha er noteret for 29 kampe og syv træffere for F.C. København, og hans kontrakt med københavnerne løber indtil 2029.
Fotos: Copenhagen Sundays.
David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!




