David E. Bastian-Møller

VINDUET ER ÅBNET: SUNE HAR ÉN BUNDEN OPGAVE

David E. Bastian-Møller
VINDUET ER ÅBNET: SUNE HAR ÉN BUNDEN OPGAVE

F.C. København skal på indkøb i januar måned.

Sune Smith-Nielsen har mindst én vigtig opgave i januars transfervindue. Foto: Copenhagen Sundays.

“Det er noget pis!”. Det udsagn, fra mixed zone efter årets sidste kamp i Parken, vil nok forfølge Sune Smith-Nielsen noget tid. 2025 var dog et år, hvor sportsdirektøren med rette kunne sige – eller råbe – de tre ord nogle gange.

Rekordsalget af Victor Forholdt skete med blandede følelser, og FCK-bossen komme helt sikkert med nogle eder og forbandelser undervejs. Og det gjorde han helt sikkert også da Løvernes højreback Rodrigo Huescas i efteråret pådrog sig en alvorlig knæskade, som holder ham ude resten af sæsonen.

Netop fraværet af den stærke, mexikanske back gør at F.C. Københavns sportsdirektør har særligt én bunden opgave i det transfervindue, som netop er åbnet. Han SKAL hente en højreback. Suzuki har egentlig løst opgaven til perfektion, men han skal bruges til at stabilisere centralt.

Og umiddelbart haster det for Sune Smith-Nielsen, for han vil nok gerne have sin nye back med på træningslejr i Spanien den 6.-14. januar. En ny København-spiller vil dog ikke kunne hjælpe Løverne i årets to første opgaver – Champions League-kampene mod Napoli og FC Barcelona den 20. og 28. januar – så det haster måske ikke mere end det jager.

På midtbanen har løverne sagt farvel til Lukas Lerager og efter afgang af Forholdt og Falk i 2025, og Magnus Mattsson langtidsskade, er det svært at forestille sig at midtbanen ikke også skal forstærkes. Om der er penge til det, efter rekordforbrug sidste sommer, er et helt andet spørgsmål.

Længst fremme på banen havde Jacob Neestrup i efteråret en angriber på ønskelisten. Den frontmand har han umiddelbart fået i Viktor Dadason. Den unge islænding har vist sig klar til førsteholdet, og er netop – formelt – er blevet rykket op i truppen, som han har været en del af et stykke tid. Derfor er der ikke helt samme panik hos cheftræner Neestrup, som der var i dele af 2025, hvor Andreas Cornelius var meget skadet og Moukoko havde længere indkøring end det trods alt var ventet.

Det ser dog stadig lidt tyndt ud på toppen hos de danske mestre, så et salg af Amin Chiakha – som Copenhagen Sundays hører er i støbeskeen – kan eventuelt bidrage til indkøbet af en potentiel målscorer. Angriberen er angiveligt fortsat udlejet til Vejle, men vi tror han bliver solgt.

Hvor om alting er, så har Sune Smith-Nielsen ikke oceaner af tid til at eksekvere det typisk lidt bøvlede vintervindue. Den 2. februar ved midnat skal FCK-truppen være styrket. Det er en bunden opgave.

Godt nytår og god arbejdslyst, Sune.

F.C. København tager hul på superligaen den 8. februar i Herning.

David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!