DA VOLDEN VANDT OVER BOLDEN I DORTMUND

Jes Dorph beretter om en modsætningsfuld rejse med Copenhagen Sundays til Champions League i Dortmund. En tur, der desværre mere kom til at handle om stupid og meningsløs vold end om en fodboldkamp. Men der var også lyspunkter undervejs – samt en pandekagemaskine.

Når nu 0-3-kampen på Signal Iduna Park tirsdag i sidste uge ikke er værd at skrive hjem om, må denne reportage i stedet blive backstage-agtig – og handle mere om selve vores rejse til Dortmund og hjem igen. Så her er historien om en køretur på godt 1.700 kilometer i en fransk hybridbil. Om Davids personlige playlister - og om hans fascination af pandekagemaskiner. Samt desværre om de triste og frastødende episoder, der fandt sted aftenen før kampen i centrum af Dortmund.

Men lad mig starte på gerningsstedet: det enorme stadion med plads til 80.000 mennesker. Dog stadig uden et eneste ord om spillet eller resultatet. Tyskerne er nemlig ikke kun gode til fodbold. De skal også roses for deres store gæstfrihed overfor journalister. I presseområdet blev vi budt på en carrywurst-ret ad libitum, sandwiches, kaffe, sodavand – og alle de is, vi kunne spise. Blandt dem den fremragende Magnum Caramel Double med en delikat kombination af salt og karamel under den sprøde chokoladeskorpe. Et traktement, jeg aldrig har set magen til på danske stadions – og slet ikke - som i slet ikke - i Parken, hvor det er opløftende, hvis bare der stadig er kaffe på termokanderne i pausen.

Dorph på stadion under kampen. Foto. Ham selv.

Gæstfriheden var i det hele taget stor i det tyske. Inden kampen spurgte jeg en stadionmedarbejder om vej til den mixed zone, hvor vi journalister senere skulle lave interviews med spillerne. Den slags skal nemlig forberedes, fordi det kan være ganske bøvlet lige efter en kamp at finde rundt i mylderet på et kæmpestadion, man besøger for første gang. Og hvad gjorde den grundige tyske kvinde i sort/gul Dortmundpolo så? Jo, hun bad mig følge efter hende på en længere travetur over flere etager under hovedtribunen. Indtil hun åbnede en dør og pegede hen til lige netop der, hvor Rasmus Falk og kompagni tre timer senere havde deres hyr med at udtrykke det positive i nederlaget til Marco Reus og resten af klassemandskabet fra BVB 09.

Men Copenhagen Sundays-ekspeditionen til Champions League-fodbold på udebane tog sin begyndelse meget tidligere: Mandag morgen klokken 07.15. Faktisk 35 timer inden den lidt hjemmebaneglade franske dommer Francois Lexetier fløjtede fodboldkampen i gang i Dortmund.

Selfie fra hybridbilen. Foto: Jes Dorph-Petersen.

David kom rullende i den metalblå udlejningsbil foran min ringe bopæl i 2900 Hellerup. Og som altid havde redaktøren allerede indrettet sit mobile kontor i plasticarealet ved kopholderne mellem de to forsæder: Her lå nemlig – udover en åben pakke Polo-pastiller – en kuglepen, 4 mobiltelefoner, Bro-Biz og et par sammenkrøllede ledninger til opladning. Hvad David egentlig bruger alle de iPhones til, ved jeg ikke nøjagtigt. Men jeg kan konstatere, at den ene konstant er sat på GPS, fordi manden simpelthen ikke er besiddelse af retningssans. David kan fare vild selv på Jyllandsringen. Og det geografiske handicap accepterer han og indretter sig efter ved nærmest døgnet rundt at være online på Google Maps.

Derfor var også vores første 700 meter til Hellerup Station dirigeret af den utrættelige Siri-agtige kvindestemme i telefonen. Og derfor kom vi på to minutter sikkert frem til destinationen for opsamling af fotograf Dejan Obretkovic. Han skulle med på rejsen mod Signal Iduna Park for at tage billeder fra kampen og stemningen i byen. Du kan se en masse af hans pletskud på Copenhagen Sundays i øvrigt.

”Børn på bagsædet”, proklamerede jeg, da 29-årige Dejan smed sin rygsæk og kameraer ind i bagagerummet. Så der sad han naturligvis hele vejen til og fra Danmark, mens jeg fik fast plads på passagersædet foran. Faktisk havde jeg også set frem til at aflaste David bag rattet undervejs på Autobahnen. Men af uforklarlige grunde afviste udlejningsfirmaet AVIS at indskrive mig som co-driver, fordi David ved afhentning af bilen kun kunne fremvise et fotografi af mit kørekort, som jeg havde sendt ham forinden. Det er åbenbart ikke nok, selvom logikken i denne regel fortoner sig i bureaukratiets besynderlige mørke. Men derfor kunne jeg undervejs hygge mig med barnligheder som handskerumsåbning og irriterende pillen ved alle cockpittets panelknapper. Og der er en del af dem i en nyere Renault.

Imens havde David mere travlt med – udover momentvis at strække højre vrist til det yderste – at skælde andre trafikanter ud for enten bedemands- eller dødskørsel. Samt med at vælge musik fra Spotify til bilturen.

Og her er vi henne ved en af de særheder, jeg har lært om David på vores efterhånden mange langture til fodbold sammen: hans musiksmag, som afsløres nådesløst på den playliste, han altid sætter på anlægget før vi passerer Høje Tåstrup. Det meste er lavet inden Dejan blev født i 1993. Så vi (gen)hørte Moonjam, Lis Sørensen, TV-2, Tøsedrengene og – retfærdigvis – også popsange fra de seneste to årtier. Ikke mindst Minds of 99, der meget symbolsk for resultatet af denne tur hitter med et omkvæd om at alle altid skuffer over tid. En påstand, der kun blev endnu mere rigtig i fredags i Odense...

David og jeg deler til en vis grad musiksmag, men eftersom jeg har hørt hans playliste utallige gange på vej til og fra Herning, Randers, Ålborg, Århus, Silkeborg og på et hotel i Mönchengladbach, da FCK var på træningslejr i Holland, indfandt der sig en vis repetionstræthed allerede da vi krydsede Lillebæltsbroen. Især fordi jeg fra hjertet hader sangen ”Indianer” med Tøsedrengene.

Så efter både hentydninger, hyggemobning og direkte opfordringer skiftede David playliste – til en af Spotifys egne, der kun rummer fransksprogede viser og sange med Edith Piaf, Charles Aznavour, Yves Montand og andre af Frankrigs gyldne stemmer. Der kørte vi på en trøstesløs firsporet motorvej lidt nord for Hamborg med 134 kilometer i timen og lyttede til en ubetinget hyldest af Champs-Élysées, den smukke boulevard i Paris.

På sådan en tur skal der nødvendigvis også køres i pit. Bilen skal have brændstof – og vi skal have mad. Udvalget på Autobahnens spisesteder er enkelt: man kan vælge mellem enten massivt friteret schnitzel serveret med fritter – eller burgere.

Vi frekventede hen over middag en tysk Burger King, hvor personalet med en gennemsnitsalder på højst 17 år fik den ellers højt opreklamerede flammegrill-tilberedte Whopper til at smage som en gennemkogt karklud. Altså af nærmest ingenting. David var til gengæld moderat tilfreds med sine chicken nuggets. ”De smager nogenlunde som på McDonalds”, uddybede han. Og jeg tænkte: ”Altså af nærmest ingenting."

Vi var fremme i Dortmund til tiden og kørte direkte til Signal Iduna Park. Faktisk var vi der en time før pressemødet med Jess Thorup og Carlos Zeca, som sagde lige hvad de skulle – og vi forventede. Kaptajnen og træneren glædede sig til kampen og eventyret i den store klubturnering. Bagefter var der adgang i et kvarters tid på tribunen til fotografering af holdets meget lette træning i mintgrønne trøjer på kamppladsen. Øvelserne mindede mest om sådan nogle, pensionister laver på et aftenskolehold. Pressen fik også interview-tid med flere af spillerne. Især Mo Daramy glædede sig og lignede en dreng, der venter på juleaften. Så hoppede truppen ind i en bus med tonede ruder. Og endelig kunne David, Dejan og Dorph køre ind til centrum og finde vores hotel.

Den første time på NH Hotel fordrev vi dog i lobbyen med at sende en god omgang Mandagstrænerne afsted på nettet. Et genhør nu på enten Facebook eller Youtube vil bevise, hvor meget to ellers forholdsvis fodboldkyndige mennesker kan tage fejl i deres forudsigelser og gæt på kampresultatet. Men vi troede på det – og humøret var højt, da vi endelig ved 21-tiden mandag aften havde fået åbnet kufferterne og indlogeret os på værelse 510 med udsigt over en taxaholdeplads.

Desværre blev den gode stemning afbrudt på en trist baggrund, da vi kort efter gik på gaden for at få et måltid mad. Vi kom nemlig i snak med en gruppe FCK-fans foran en lille italiensk restaurant. De 5 danskere var stadig rystede, fordi de kort forinden havde været vidner til overfaldet på en landsmand lige om hjørnet på pladsen Alte Markt. Det overfald, der kort efter blev tophistorie på alle danske netmedier. FCK-gruppen havde med egne øjne set, hvordan adskillige sortklædte – og en enkelt i blå Brøndby-trøje med påskriften ”Aldrig Alene”– helt uprovokeret havde sparket og trampet på en sagesløs ung mand iført hvid FCK-trøje. Tilsyneladende kun fordi han var fan af F.C. København.

Videoen af overfaldet dukkede senere samme aften frem overalt på nettet – og vi havde heller ikke trang til denne mørke aften at gå op og spise på Alte Markt. Det føltes simpelthen for utrygt. Så vi tog til takke med en snusket McDonalds-restaurant på gågaden i Dortmund. Og gik hjem og sov inden en kampdag, der desværre bød på flere frastødende dumheder, som kastede endnu en kulsort hooligan-skygge over fodboldsporten.

Det, der skete på stadion en time før kampen var deprimerende, forkasteligt og uforståeligt. Jeg var ikke selv på plads på tribunen – der var som nævnt både Magnum-is og carrywurst i presseområdet - så jeg overværede ikke urolighederne nede omkring FCK’s fanafsnit, hvor det af uforklarlige årsager lykkedes en gruppe fæhoveder at bevæge sig fra den ene - tyske - endetribune helt ned til den anden – uden at politiet stoppede dem. Men vi skal være taknemmelige for, at ingen kom slemt til skade i dette virvar af romerlys, had og kasteskyts. Og samtidig er der ingen tvivl om, at UEFA vil tildele nok både hjemmeholdet og FCK sanktioner for vanviddet. Det vil sandsynligvis vise sig, hvor hårdt klubberne straffes en af de kommende dage.

Det var så trist og uforståeligt. David og jeg opholdt os også et par timer på kampdagen inde i FCK-mylderet i centrum af Dortmund. På og omkring Alter Markt. Og selvom alt var fredeligt og solen skinnede, lå utrygheden som en dyne over festlighederne på grund af overfaldet natten inden. Stemningen var god og øllerne mange, men volden var det, de fleste snakkede om. Og alene det at frygt bliver vigtigere end fodbold er et kæmpe nederlag for sporten.

Der var ro i endre by på kampdagen. Foto: Dejan Obretkovic.

Således blev en kæmpestor kamp for vores klub desværre overdøvet af en gruppe voldsparates frastødende adfærd. Nederlaget i Dortmund var størst og værst udenfor banen. Det er uendelig trist. Og en faretruende udvikling, der kan være med til at smadre fodboldspillet og det fællesskab, vi alle elsker.

Men lad mig afslutte dette skriv i det muntre hjørne - med endnu en af Davids specialiteter. Nemlig hans åbenlyse glæde ved mekanik og amerikanske pandekager. Her skal vi tilbage til tirsdag morgen på hotellet i Dortmund, hvor vi frekventerede NH hotellets ganske overvældende morgenmads-buffet. Ikke noget for sarte maver eller folk på slankekur. I hvert fald ikke, hvis man fylder tallerkenen med det traditionelle continental breakfast: røræg, bacon, baked beans og pølser. Verdens mest velsmagende kolesterol- og kaloriebombe, efter min mening.

Den lokkede os begge, men så fik David også øje på en avanceret maskine, der kunne fremstille små, tykke pandekager – bare med et tryk på en knap. Opfindelsen er på størrelse med en mikrobølgeovn, men minder mere om noget, Storm P har hittet på. Og man kan følge hele processen, fordi der er glasfront på pandekagemaskinen. En klat hvid dej sendes fra oven med et klask ned på en varm metalplade - og bliver på cirka 90 sekunder til en lun, lækker pandekage, som ender med at falde direkte ned på tallerkenen til højre for maskinen.

Der stod en fascineret redaktør Møller så i mange minutter og fremstillede amerikanske pandekager – og beordrede tjeneren ud i baglokalet efter ahornsirup. Men ikke nok med det. David fotograferede og filmede det hele med en af sine mange iPhones. Dermed blev en del af vores morgenmåltid på et hotel i Tyskland også til en story på Instagram, som hele verden kunne følge med i. Tilmed i to dage, for også onsdag morgen skulle David både spise og fotografere de omtalte pandekager. Jeg kunne ikke lade være med at tage billeder af David, mens han tog billeder af maskinen. Måske mest fordi hans positur der midt i en travl restaurant var ret morsom. Lidt en stående skovskider-stilling...
Se vedhæftede fotos, som offentliggøres med Davids tilladelse.