NY TILFØJELSE TIL FCKs TRÆNERTEAM

NY TILFØJELSE TIL FCKs TRÆNERTEAM

Der er ét sted der er mere gang i svingdøren end i F.C. Københavns spillertrup og det er i staben omkring holdet.

Der har igen været udskiftning i staben omkring F.C. Københavns førstehold. Foto: Copenhagen Sundays.

F.C. København har således ansat australske Andrew Clark som ny Head of High Performance and Sports Science. Det meddeler klubben onsdag.

47-årige Clark ligner umiddelbart en erstatning for fysisk træner Ben Rosen, som stoppede for kort tid siden. Om end australieren ser ud til at få lige så mange stjerner på skuldrene, som David Cosgrave, der stoppede i klubben for godt et år siden. Og han får nu ansvaret for den fysiske træning af F.C. Københavns førstehold.

FCK fortæller, at Andrew Clark kommer fra en stilling som High Performance Coordinator i det australske fodboldforbund, hvor han siden 2018 blandt andet har haft ansvaret for den fysiske forberedelse af A-landsholdet og OL-holdet til de olympiske lege i Tokyo 2020 sammen med trænerteamet Graham Arnold og René Meulensteen.

Han har desuden arbejdet i Sydney FC, Vegalta Sendai FC (Japan) og Central Coast Mariners FC. Og er tidligere professionel fodboldspiller. 

Hos FCK er sportsdirektør PC glad for at kunne tiltrække en kapacitet som Clark. Det siger han til fck.dk.

”Vi er meget tilfredse med, at vi har tiltrukket en kapacitet som Andrew, der er internationalt anerkendt og kommer med varme anbefalinger fra topfolk i fodboldbranchen. Vi er sikre på, at han både fagligt og menneskeligt kommer med store kompetencer, og vi ser frem til at arbejde sammen med ham i det daglige. Jeg har tidligere forsøgt at lokke ham til Danmark uden held, så jeg er glad for, at det lykkedes denne gang,” siger Peter Christiansen.

Manden med den lange titel glæder sig til at prøve kræfter med europæisk fodbold.

”F.C. København har et internationalt ry for at være en stærk og meget ambitiøs klub, der altid har et mål om at vinde de nationale titler og spille med de bedste klubber i Europa. Det mindset passer til mit, og jeg ser virkelig frem til at blive en del af en meget professionel organisation og en stærk vinderkultur,” siger Andrew Clark.

Nyheden om ansættelsen kommer i kølvandet på, at F.C. København netop har sagt farvel til assistenttræner Ruben Sellés, som erstattes af den gamle kending Stefan Madsen.

Og ifølge Copenhagen Sundays oplysninger er der yderligere ændringer på vej i den fysiske stab hos mestrene.

Arkivfoto: Copenhagen Sundays.

David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!