LUKSUS OG LORTEKAMP I LONDON

Tottenham Hotspur Stadium minder om et mix af et moderne Colosseum, et indkøbscenter, et kunstmuseum og en natklub med den mest avancerede og hidsige diskoteks-belysning. Heldigvis er der også en fodboldbane i midten.

Dorph på sit yndlingsstadion i London. Foto: Copenhagen Sundays.

Klumme af Jes Dorph-Petersen, Copenhagen Sundays.

 At komme ind på Tottenhams nye stadion i London er en oplevelse. For nogen fodboldelskere kan det endda føles næsten lige så helligt som at betræde Peterspladsen i Rom for en troende katolik.

Ovalen er enorm, udsynet og akustikken fantastisk, græsplænen perfekt – og forholdene for publikum aldeles fremragende. En sammenligning mellem Parken og Tottenham Hotspur Stadion vil ikke falde til Østerbro-anlæggets fordel på et eneste parameter – med mindre man lovpriser lange køer og fællesområder, der ligner et bilværksted for Trabanter i det tidligere DDR.

Det ville vel også mest fremstå som en ulige konkurrence mellem en 12-cylindret Ferrari og en ældre, rusten bud-cykel. Eller en Strandvejsvilla og et kollegieværelse. Og hvis sammemligningen alene gik på æstetik, vedligeholdelse og rengøring, ville Parken fortsat dumpe. Sammen med en hel del andre store stadions, skal det retfærdigvis tilføjes.

Og så er de gæstfri på Englands tredjestørste stadion. I hvert fald i presse-området, hvor vi inden CL-kampen blev trakteret med både varm mad (frit valg mellem svinekoteletter og ravioli), kaffe, the, vand og et større udvalg af kager, kiks og oste. I  pausen blev der tilmed serveret en lækker, lun mellemret. Den slags er i øvrigt uvant for de mediefolk, der dækker fodbold i København, skal jeg hilse og sige.

Fortrinligt værtsskab i presserummet hos Tottenham. Foto: Copenhagen Sundays.

Og sådan startede tirsdag aften så glimrende for David og undertegnede – de to udsendte fra Copenhagen Sundays. Førstnævnte, der jo både er redaktør, producer og teknisk chef i butikken, var tilmed ekstra lykkelig over, at netdækningen i presserummet var så god, at vi ikke havde problemer med at sende en live-optakt afsted på Facebook og Youtube – endda med TV3-kommentatorerne Frederiksen og Frimann som berømtheder og baggrundskulisse.

Og så – klokken 19:50 lokal tid – efter en trompetspiller placeret på hovedtribunen havde leveret en stortruttende version af stadionschlageren ”When the Spurs Go Marchin’ In” - kom de to hold på banen akkompagneret af Champions League-hymnen. Udeholdet klædt i sorte bukser og de smukke københavnerbænk-grønne trøjer. Imponerende så det ud i indledningen.

Pressepladserne på det flotte og moderne Tottenham Hotspur Stadium. Foto: Copenhagen Sundays.

Jeg og mediernes øvrige stolte repræsentanter sad på fremragende pladser i let polstrede sæder med en lille tv-skærm monteret på bordet foran. Det gav gåsehud og glæde at høre brølet og modtagelsen fra de cirka 3.000 FCK-fans, der var placeret på nederste tribune i det ene sving. Dernede, hvor en rødklædt målmand med tatoveringer og overskæg 19 minutter inde i kampen gjorde sig skyldig i en skæbnesvanger mis-timing af sin boldjagt uden for feltet.

Og generelt viste de næste timer, at de danske tilskuere leverede væsentligt bedre i London end samtlige af deres idoler på banen.

Suveræn opbakning fra de 3.000 københavnske fans i London. Foto: Copenhagen Sundays.

Sektionen swingede suverænt i Spurs-land. Endda også under og efter sammenbruddet i 2. halvleg. Tak og respekt til alle jer, der brugte tid og penge på rejsen til en kæmpestor fodboldkamp, som holdet desværre ikke rigtig kunne være bekendt.

For F.C. København dumpede på den store scene i Europa denne aften i den engelske hovedstad. Og i kampens sidste tredjedel vil jeg endda mene, at de danske mestre var tæt på at være til grin. Det var i hvert fald ydmygende at overvære, hvordan spillerne mistede momentum, moral og mod – og tydeligt afslørede for de 49.500 på stadion og de mange millioner, der så kampen i fjernsynet, at FCK med Elias Achouris bemærkelsesværdigt ærlige ord bagefter deltog i en kamp, spillerne på forhånd ikke troede kunne vindes.

Men det var trods alt først i sidste del af opgøret, bunden gik helt ud af holdet – og sammenbruddet skete.

For da Tottenhams centerforsvarer Micky van de Ven tæmmede bolden på kanten af sit eget straffesparksfelt i minut 65, var der fortsat en snert af håb for F.C. København mod en ellers fuldstændig overlegen modstander.

Hjemmeholdet førte nemlig midtvejs i 2. halvleg ”kun” 2-0. Det er som bekendt fodboldspillets farligste føring - og Spurs var tilmed 9 minutter tidligere blevet ramt af en udvisning. En lille lækker reducering lå derfor ikke længere som en total umulighed i den milde aftenluft over nord-London. 1-2 kunne have tændt et lille lys for udeholdet, der dog ikke alene havde kæmpet en god time mod et ganske velspillende og på alle pladser dygtigere Premier League-mandskab – men også mod sig selv, eftersom københavnernes fejl var markante, meningsløse og alt for mange. Ikke mindst fra målmanden Dominik Kotarski, som med et par rædselsfuldt mistimede og misforståede indgreb ubetinget bar skylden for Tottenhams to første mål.

Som den engelske kommentator udbrød efter den anden scoring: ”Kotarski got himself in a world of trouble”. Frit oversat: ”Kotarski rodede sig selv ind i alverdens problemer.”

Men alligevel var håbet for København stadig efter over en times spil samme farve som banen i det stærke kunstlys: Lysegrønt. Bolden er jo rund og alt det der….

Rødt kort og lysegrønt håb – et øjeblik. Foto: Copenhagen Sundays.

Og efter det røde kort til Brennan Johnson sad vi altså nogen stykker på det enorme, smukke stadions behagelige pressepladser og mumlede lidt om det ikke længere helt umulige: at et FCK-hold i overtal kunne kæmpe sig tilbage i kampen.

Men kun indtil førnævnte Mickey van de Ven viste, at han er verdens vel nok hurtigste forsvarsspiler. Den 24-årige hollænder er – hvad københavnerne åbenbart ikke anede – blevet målt til at kunne løbe med en tophastighed på 37,38 kilometer i timen. Dermed er han faktisk den hurtigste spiller nogensinde i Premiere League.

Og fart var der i sandhed i stængerne, da Van de Ven begav sig ud på sit togt helt nede fra eget straffesparksfelt – og endte med at knalde bolden i kassen bag kroatiske Kotarski, der dog ikke skal lastes for målet. Men det skal hans holdkammerater, for trods Spurs-spillerens voldsomme tophastighed er det jo ikke forbudt at tackle eller skubbe en modspiller. Det gjorde ingen af de 7-8 FCK-spillere, van de Ven spurtede forbi  – før han inde i straffesparksfeltet sendte bolden i nettet med blandt andre Lerager og Elyounoussi halsende efter sig som to gamle mænd med krampe og dårlige knæ.

Målet er helt fortjent siden tirsdag aften blevet kult på sociale medier. Men det er også Champions League-historiens længste solotur, hvor bolden ender i nettet. Mickey van de Ven tilbagelagde således 67,7 meter på sin zig-zag dribletur i Formel 1-tempo. Eller mere end 2/3 af banens samlede længde.

Respekt naturligvis til en verdensklasse spiller, men det 193 centimeter høje forsvarsmonster fik desværre lov til at løbe gennem banen med en lethed som når en kniv skærer sig gennem lunkent smør. Ingen generede ham undervejs – tværtimod ser det i gengivelserne ud som om flere FCK-spillere nærmest træder ærbødigt og ugideligt til side for ikke at slå sig på den vandrette, hollandske raket.

Og med målet til 3-0 var kampen reelt slut. Ydmygelsen var en realitet, og det blev kun værre bare tre minutter senere, da Joao Palhinha også scorede på en hurtig problemfrit afviklet kontra for Tottenham – igen efter en håbløs mangel på modstand og opdækningsevne fra et alt for mageligt FCK-forsvar.

Og det er derfor, det blev pinligt. For det er ikke automatisk en skam at tabe 4-0.

Var F.C. København resultatmæssigt gået ned efter en reel slagudveksling på banen, kunne vi leve med et stort nederlag. Som det for eksempel skete i Champions Leaguekampen i Sevilla for tre år siden. Her vandt hjemmeholdet godt nok 3-0, men FCK rejste hjem fra Spanien med æren i behold, fordi danskerne spillede godt i 80 minutter før Sevilla fik et par tilfældige dumme mål til sidst.

Men trods fordelen af at spille næsten en hel halvleg i overtal I London i tirsdags knækkede københavnerne simpelthen sammen i en moralforladt affære, hvor det ville være en fornærmelse mod konceptet at skulle kåre en Man of The Match.

For fodbold handler også om at spille med hjertet og ofre sig totalt for sit hold og sin klub. Det gjorde ingen af de 16, der kom på banen mod Tottenham. De var modløse, opgivende og trak sig i flere dueller. Og derfor blev det til sidst både pinligt og ugideligt.

De engelske tilskuere begyndte så småt at forlade stadion allerede et kvarter før tid. Næppe det mindste imponerede af at have set klubben, der ynder at kalde sig ”Nordens største” – men som i London var rent slagtekvæg for et Tottenham-hold, der ellers havde haft visse problemer dette efterår med at spille godt og vinde på eget græs.

Det var en af de desværre ikke helt få F.C. København-kampe i denne svære tid, hvor man som journalist bagefter mest hældede til klicheen om, at ”der ikke var noget at skrive hjem om.” Men naturligvis gik David og jeg i aktion efter slutfløjtet for at få kommentarer fra nederlagets mænd. Og i øvrigt også fra Tottenhams danske træner, der af Copenhagen Sundays fik stillet aftenens vel nok vanskeligste spørgsmål:

”Kan du sige noget positivt om FCKs indsat i denne kamp?”.

Thomas Frank måtte tænke sig om i adskillige sekunder, før han viste at han verbalt har en fremtid i diplomatiet, hvis fodboldkarrieren slutter. Danskeren fremkom med en serie generelle betragtninger om, at FCK havde flere dygtige, erfarne spillere og en fin historie i Europa. Men noget konkret om udeholdets indsats mod hans eget mandskab undlod Frank af gode grunde.

Og bedre blev aftenen ikke af, at de hidtil så flinke funktionærer på stadion simpelthen lukkede presserummet og bad journalisterne gå ud på gaden længe før vi var færdige med at lægge reaktioner ud til læserne på nettet.

Derfor måtte vores egen David og Daniel Nøjsen Fallah fra Bold sætte sig på fortovet og skrive deres sidste linjer i mørket, inden vi ved midnatstide kunne praje en Uber og køre hjem til hotellet i det nordlige London.

Således sluttede en skuffende og skammelig tirsdag for F.C. København og følget. Men lad os slutte denne klumme mere opløftende. Nemlig med den desværre ikke nær så omtalte fodboldkamp mellem Tottenham og FCK, der blev spillet samme eftermiddag på Spurs’ imponerende træningsanlæg en halv times kørsel fra stadion.

De startende 11 fra U19, som besejrede Tottenham. Foto: Copenhagen Sundays.

U19-mandskabet fra København vandt nemlig fuldt fortjent 3-2 i solskinnet foran et par hundrede tilskuere. Og de unge mænd spillede med en langt større gnist og glæde end de ældre klubkammerater gjorde senere i de noget større rammer. Godt nok var FCK U19 presset i bund det første kvarter, hvor Tottenham pressede hårdt og blandt andet ramte overliggeren. Men det sortklædte udehold fik samlet sig og overtog simpelthen kontrollen over kampen. Ved pausen førte FCK 2-0 på glimrende mål af Gunnar Olsen og Dominik Sarapata. Sidstnævnte var kampens største oplevelse. Polakken var holdets absolutte styrmand og strateg – og lagde i øvrigt også op til både det første mål og scoringen til 3-1, som Jonathan Moalem satte ind i 2. halvleg.

Sarapata kom efter min mening nærmere en plads på førsteholdet i tirsdags. Meget nærmere.

Og på søndag skal han og hans fodbolstøvler jo alligevel med i bussen til Vejle. Så hvorfor ikke give Dominik Sarapata chancen, Nees?

Fotos: Copenhagen Sundays – Jes Dorph-Petersen og David E. Bastian-Møller.