JOHAN LANGE STOPPER I FCK

JOHAN LANGE STOPPER I FCK

Der er desværre flere dårlige nyheder for F.C. København og klubbens fans denne fredag.

F.C. Københavns tekniske direktør, Johan Lange, stopper med øjeblikkelig virkning for at tiltræde hos Premier League klubben Aston Villa som ny sportsdirektør. Det skriver fck.dk.

Dermed stopper Lange, der er Ståle Solbakkens helt nære medarbejder i den sportslige ledelse, efter seks år som teknisk direktør i FCK. 

Screenshot 2020-07-30 at 20.14.10.png

”Vi er stolte og glade på Johans vegne over, at han har fået den her spændende mulighed i Premier League, og vi ville selvfølgelig ikke stå i vejen for ham. Det er et bevis på, at Johan er utroligt dygtig til sit arbejde og har leveret flot i FCK gennem de seneste seks år,” siger manager Ståle Solbakken.

”Som klub sætter vi en ære i ikke kun at udvikle dygtige fodboldspillere, men også dygtige ledere og medarbejdere. Det er også et stærkt bevis på, at FCK med sine kraftige overpræstationer i Europa vækker opsigt i de store ligaer, og vi bliver nærstuderet, ligesom både spillere, trænere og ledere blive attraktive,” fortsætter Ståle.

“Det er Johan et godt eksempel på. Han kom tilbage til klubben i 2014, hvor han var træner, og er siden vokset og blevet en markant figur i den sportslige afdeling, som han har været en væsentlig figur i udviklingen af lige fra talentafdelingen til rekrutteringen af spillere til førsteholdet,” siger Ståle Solbakken.

Johan Langes beslutning kommer på et meget dårligt tidspunkt for F.C. København og Ståle Solbakken. Netop i disse dage skulle duoen Lange og Solbakken kigge på det sårede FCK-hold, der netop har måttet se FC Midtjylland snuppe guldet, og forsøge at supplere og rejse det. En opgave, der ikke bliver gjort lettere af den nuværende financielle situation, der er gået hårdt ud over FCKs moderselskab Parken Sport & Entertainment.

Klubben oplyser, at den norske manager har valgt at fordele Johan Langes opgaver internt i den nuværende sportslige stab.

”Selvom Johan efterlader et hul, så har vi mange eksperter og dygtige mennesker i vores sportslige afdeling. Derfor er vi også trygge ved, at vi både på kort og langt sigt kan udfylde de opgaver, Johan efterlader,” siger Ståle.

Både personligt og fagligt kommer vi til at savne Johan i klubben
— Ståle Solbakken

“I første omgang gør vi det internt, hvor Daniel Rommedahl og Frederik Leth vil få flere opgaver, og så vil vi også bruge den her situation til at se, hvordan vi kan gøre os endnu stærkere på langt sigt,” fortæller Ståle til klubbens hjemmeside.

“Både personligt og fagligt kommer vi til at savne Johan i klubben, men vi ønsker ham alle det bedste og ser frem til at følge ham i hans nye job,” siger Ståle Solbakken.

Hovedpersonen selv glæder sig til den nye udfordring i Premier League og Aston Villa, der endte på en 17. plads i den tunge ende af tabellen i den netop færdispillede Premier League.

”Muligheden for at arbejde i en så stor og ambitiøs traditionsklub som Aston Villa i Premier League er unik. Derfor har jeg følt, at jeg var nødt til at forfølge den og drømmen om at være en del af verdens største liga,” siger Johan Lange til fck.dk.

”Det er selvfølgelig ambivalent, fordi jeg samtidig forlader et arbejde og en klub, jeg holder enormt meget af og som er både udfordrende og inspirerende at være en del af,” siger Lange.

“Jeg kommer til at savne alle mine kolleger, men særligt skylder jeg en stor tak til Ståle for det samarbejde, vi har haft gennem mange år. Han er en meget stor del af forklaringen på, at jeg kan få den her mulighed,” siger Johan Lange.

Foto: Copenhagen Sundays.

David E. Bastian-Møller er medstifter af Copenhagen Sundays. Dengang og nu.
Han er far til to og glødende FCK-fan. Og det har han været siden '92.
David har arbejdet med medier og markedsføring siden han kunne gå.
Han tilhører fraktionen Copenhagen Cooligans og han hader BIF!