BO SVENSSONS DEBUT: KUN KASKETTEN BLEV SIDDENDE

Under søndagens superligakamp mod Silkeborg IF, hvor der ellers var meget andet at holde øje med, satte vi en mand til at holde øje med Bo Svensson, der debuterede som cheftræner for F.C. København.
Det kom der denne klumme ud af.

Fotos og kollage: Jes Dorph-Petersen.

Klumme af Jes Dorph-Petersen.

Bo Svenssons debut på sidelinjen i Parken påskedag blev en uventet, nærmest urealistisk triumf.

Efter kun seks dage i jobbet og fem træninger i spidsen for et hold, der ikke havde vundet en turneringskamp i fire måneder, smadrede F.C. København Silkeborg med Playstation-cifrene 7-0.

Svenssons eneste krise under den perfekte, prægtige og problemløse premiere som cheftræner opstod efter 27 minutters spil.

Hans gråsorte Adidas-kasket blev ramt af et pludseligt vindstød fra samme voldsomme storm, som to timer tidligere havde revet portrættet af en anden FCK-legende, Dame N’Doye, løs fra ydersiden af C-tribunen, så Øster Alle midlertidigt blev afspærret af frygt for, at den store angriber kunne falde ned og gøre skade på fortovets forbipasserende.

Men Bo Svensson fik med en fremragende refleks fra højre hånd fat i kasketten, der ellers som en vildfaret svæveflyver ville have haft retning enten ind på banen. Eller op mod de lykkelige tilskuere i eller omkring VIP-afsnittet på nedre A.
Alle 20.300 fremmødte var nemlig tilfredse i Parken – undtagen udeholdets lille, men trofaste skare, der larmede og sang, mens de helt frivilligt så døden i øjnene fra første parket. For alle andre på lægterne var sejren over Silkeborg selve definitionen på den perfekte begyndelse for Bo Svensson som cheftræner i F.C. København.
Faktisk kunne Svensson med ro i sindet allerede efter 25 minutters spil have sat sig behageligt til rette i sit flysæde i udskiftningsboksen, lagt kasketten i skødet og bare nydt den resterende times fodbold på Østerbro.

På det tidspunkt førte hans hold nemlig 4-0 – og Silkeborgs spillere havde kun en ambition tilbage: at minimere nederlaget og derefter snige sig ud i aftenmørket til den parkerede røde bus foran restaurant Geranium, der ved 21-tiden skulle køre dem retur til Jylland bag tonede ruder efter kajerysteren i København.

Inden den halve time var spillet, var kampen ubetinget afgjort af fire fornemme scoringer. Så for det ekstremt velspillende hjemmehold handlede resten af spilletiden alene om at behage tilskuerne, rette op på en problematisk målscore – og suge selvtillid ind i truppen, der i månedsvis havde været ramt af udpræget modløshed og pinlig pointtørke.

“Men Bo Svensson søgte i takt med scoringerne ikke ly for blæsten i et polstret sæde under et halvtag af plexiglas. Han flintrede kampen igennem rundt i (og lidt udenfor) det tekniske felt, hvor han meget bestemt – men uden aggression – dirigerede sine spillere. Også efter den syvende scoring.”

— Jes Dorph-Patersen

Men Bo Svensson søgte i takt med scoringerne ikke ly for blæsten i et polstret sæde under et halvtag af plexiglas. Han flintrede kampen igennem rundt i (og lidt udenfor) det tekniske felt, hvor han meget bestemt – men uden aggression – dirigerede sine spillere. Også efter den syvende scoring.

Kun kasketten blev siddende.

En træners fagter på et stadion ind mod mandskabet på plænen kan synes meningsløse – og ind imellem mest ligne en optræden til ære for publikum, tv-seere og klubledelse. Mere end for at forbedre fodboldspillet.

Jeg kan selv ind imellem blive ramt af en mistanke om ren showoff og distanceblænderi, når for eksempel Arsenals Mikel Arteta, Atleticos Diego Simeone eller Napolis Antonio Conte på sidelinjen påkalder sig al opmærksomhed med råberi, møllehjulsarme – og ved at løbe endnu flere meter frem og tilbage på den hvide streg end selv spillets maratonmænd som Victor Froholdt gør inde på banen.

Jeg tror nemlig ikke, ret meget af aktiviteten fra en træner har nogen nævneværdig positiv effekt på spillernes præstationer. Men selvom Bo Svensson i søndags var meget mere aktiv i den indrammede firkant end sin kollega Kent Nielsen, der stort set kun viste sig under et par dobbelte chokudskiftninger, virker den nye FCK-træner ikke som en, der udelukkende optræder alene for at tækkes galleriet.

Tværtimod.

Svensson er meget tydelig, rationel og enkel i sin gestikuleren. I første del af kampen ofte med et signal til spillerne om at holde kæderne tæt. Det markerer han med fremstrakte hænder – lidt som en lystfisker, der viser længden på en nyfanget torsk.

Og så brugte Bo Svensson mange momenter i matchen til at klappe af holdet – og knytte en næve mod himlen. Et anerkendende signal fra generalen til soldaterne i felten.

Han har også en vane, vi allerede har set flere gange i tv-klip fra Bundesligaen. Når en aflevering kikser på banen, bøjer Svensson kroppen bagover i en bue – i impulsiv ærgrelse.

Generelt er hans fremtoning meget rolig og underspillet. Nærmest laid back. Svensson var (såvidt jeg observerede fra højderne på øvre A) heller ikke en eneste gang henne og brokke sig til fjerdedommeren. En disciplin, hans forgænger Jacob Neestrup til gengæld var ganske god til.

Nu var der måske heller ikke så meget at være sur over i søndags. Når man vinder 7-0, er der ingen grund til at problematisere og italesætte et indkast til modstanderne. Og de små tvivlskendelser, der altid er i en fodboldkamp, faldt også ud til hjemmeholdets fordel, hvad Mathias Zanka endda indrømmede bagefter iført badetøfler i mixed zone.

Så lad os lige vente med at se, hvordan Svensson opfører sig, den dag i nær fremtid, hvor det står 2-2 sidst i kampen og modstanderne får en potentiel fejldom med sig. Måske mister Bo Svensson kasketten.

Men hans attitude påskedag i Parken var let læselig, konstruktiv og til at forstå. Han ligner en træner, der har tænkt over sin egen fremtoning og autoritet. Sin opførsel som direktør og dirigent for et fodboldhold.

Han er med andre ord klar over, at mange øjne hviler på ham. Således var Svensson i Parken mere omtalt og overvåget end selv hattrick-helten Youssoufa Moukoko, der ellers gjorde sit ved at supplere sine scoringer med fremvisningen af sin venstre støvle. Til stor jubel for Sektionen – og sikkert også glæde i salgsafdelingen hos Nike.

Moukokos støvlestunt var sjovt. Fodbold skal også være fornøjelse og fryd for øjet. Og da klæder som bekendt skaber folk, vil jeg også fremhæve, at Bo Svensson i kostumet til kampen virkede både mere ukrukket og afslappet end mange af sine kolleger.

Men han er slet ikke ligeglad.

Bo Svensson iført kasket og afslappet påklædning søndag i Parken.
Foto: Chris Baun Helios.

“Vores” nye cheftræner er nemlig helt sikkert ligesom sin forgænger – samt mig og de fleste andre mennesker – forfængelig. Men her er der også forskel på de to. Neestrup vekslede på samtlige kampdage mellem at iklæde sig to FCK-uniformer: enten den sorte Adidas-træningsdragt eller et sæt herretøj fra tøjsponsoren Les Deux – oftest i lyse brune og grå nuancer i den rustikke strik med krave og lynlås. Jacob Neestrup, der også sværgede til skotøjsklassikeren Adidas Stan Smith, er ubetinget en af de bedst klædte trænere fra samme beklædningsskole som Pep Guardiola, Xabi Alonso og Luis Enrique. Jeg tør næsten ikke nævne Jakob Poulsen fra AGF – men gør det alligevel.

Casual og en smule elegant. Det sidste er Bo Svensson bare ikke i sin påklædning. Han er mere loose og forvasket.

I søndags således iført den allerede omtalte, livlige gråsorte kasket, der lagde grundtonen til resten af hans garderobe: sort åben frakke, sorte bukser, hvid t-shirt under en tynd, grå sweater med rund hals. Slidt på den smarte måde. Og så et par off-white sneakers af et fabrikat, jeg ikke kender. Men som næppe er købt på Temu.

Bo Svensson kunne ligeså godt have været en familiefar fra et byggeforeningshus med stor friværdi i kartoffelrækkerne på vej mod Emmerys en søndag formiddag. Sådan en type, der senere på dagen står på nedre C med vennerne, der også har sæsonkort til Parken. Han er simpelthen københavner-cool…

Og jeg vil godt vædde fire citronhalvmåner på, at Bo Svensson har brugt mindst 12 minutter i garderoben og lige så lang tid foran spejlet med at udvælge netop den mundering.

Ligesom han ganske nøje har udvalgt det fodtøj, han har på til træning på Nummer 10. Nemlig verdens flotteste fodboldstøvler, de sorte Adidas Copa Mundial med tre hvide striber. Ikke noget rædselsfuldt lyserødt, orange eller gult (!) til cheftrænerens fødder.

Tak for det, Bo Svensson.

Du er på alle måder kommet godt tilbage til F.C. København.

Med stil, sejr og syv mål.

Derfor stod alle op i Parken.

Kun kasketten blev siddende…

___

Fotos og collage: Jes Dorph-Petersen.