BEIJMO MED OPFORDRING TIL FANSENE: LØFT VORES UNGE SPILLERE

Felix Beijmo havde en opfordring til fansene efter mandagens kamp i Parken. Foto: CS.
BEIJMO MED OPFORDRING TIL FANSENE: LØFT VORES UNGE SPILLERE
F.C. Københavns 1-1-resultat mod OB mandag aften i Parken var symptomatisk for en af københavnernes største udfordringer i øjeblikket: manglende skarphed foran målet.
Én spiller, der af mange fans på sociale medier er gjort til syndebuk, er den bare 18-årige Viktor Dadason. Mandag aften brændte islændingen flere store chancer og var tydeligt skuffet over sin egen præstation efter kampen. Både hans træner og holdkammerater bakkede ham dog op i mixed zone mandag aften.
“For mig er det meget, meget positivt, at han kommer til de situationer. Nu ved jeg ikke lige præcis, hvor mange minutter han spiller, men nogle sagde 30 minutter. På de 30 minutter kommer han to eller tre virkelig store muligheder, og han header bolden på mål. For mig er det det, der er det vigtige. Hvis han bliver ved med det og kommer i de positioner, hvis vi får indlæggene til hans hoved og hvis han rammer mål, så kommer han til at score mål,” sagde Felix Beijmo til TV2 og Copenhagen sundays om sin unge kollega.
Samtidig gjorde Bo Svensson det klart, at man har tålmodighed med de unge spillere.
“Han er 18 år. Det er sådan, som det er, og når man er 18, så skal man jo lære, at det går videre. Man skal prøve at lære nogle ting og stå op igen, så han er skuffet over, at han ikke fik scoret, især på den sidste chance tror jeg,” sagde Svensson og fortsatte:
“Det er jo den beslutning, der er blevet truffet om, at vi også skal satse på de unge mennesker. Og så må man også leve med, at det nogle gange er på den måde. Vi tror på ham”, konstaterede cheftræneren.
Der har været massiv kritik af den 18-årige angriber, der senest scorede i Superligaen d. 11. september i 2-0-sejren over AC Horsens. Denne kritik bad Copenhagen Sundays også Felix Beijmo om at forholde sig til:
–En ung spiller, som får ’tæsk’ af fansene på SoMe (sociale medier, red.), hvad tænker du om det?
“Har han fået det eller hvad?,” spurgte Beijmo.
–Ja…
“Det ved jeg ikke. Hvis det er sådan, så synes jeg det er en fejl. Det er helt fair, at man har en holdning til alt, hvad vi gør. Det er den business, som vi lever i. Men særligt de unge spillere som vi har ... De har et meget, meget stort potentiale, og det er muligt, at de virkelig kan blive nogle gode spillere for FC København,” sagde svenskeren og kom derefter med en besked til FCK-fansene.
“Jeg vil gerne bede vores fans om at være positive og lige se, hvad han gør rigtigt i dag – at han kommer til de situationer, at han er der, at han får headet på mål og det er virkelig godt. Så er det ærgerligt, at den ikke går ind, men det kommer den til at gøre næste gang, så jeg synes, at vi skal være positive og vi skal prøve at løfte særligt vores unge spilere (…),” opfordrede Felix Beijmo.
Foto: Copenhagen Sundays.
#fck #sldk #fckøbenhavn #fckob #copenhagensundays
Cornelius er stor F.C. København-fan og endnu større transfer-nørd. Han er opvokset på Frederiksberg, ikke langt fra F.C. Københavns træningsanlæg.
Gabe har været børne-/unge (assistent)træner i KB Talent og studerer nu Statskundskab ved Københavns Universitet.




